Så blev der taget hul på nyt naturrum

Foto: TV ØST

Første spadestik blev tirsdag taget til et nyt naturrum på Røsnæs. Her kan gæster sidde og nyde naturen eller begive sig ud på den 25 kilometer lange vandrerute

En flok ildsjæle var i dag tirsdag vidner til, at første spadestikblev taget til deres drøm. Siden 2007 har ildsjælene arbejdet med at lave et naturrum på Røsnæs ved Kalundborg. De ville på landkortet, og det kommer de nu med naturprojektet, som de i sommer nåede op på at have samlet 15,5 millioner kroner sammen til.

Det var Kalundborg Kommunes borgmester Martin Damm (V), som tirsdag tog første soadestik til Naturrummet, der skal ligge på den gamle Lecagrund. Bygningen skal være med til at formidle Røsnæs’ naturværdier, og det bliver Abkjær Tømrerfirma Aps, der skal stå for at opføre byggeriet på Røsnæsvej 233.

107 kvadratmeter stort rum

Naturrummet skal som en velkomstportal til Røsnæs-spidsen formidle de mange muligheder for natur- og kulturoplevelser i området, forklarer Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse. Det er første del af projektet Røsnæs Rundt, som indeholder i alt 13 større og mindre landmarks – opholds- og formidlingssteder rundt omkring på Røsnæs.

Naturrummet bliver 107 kvadratmeter stort og kommer til at indeholde opholdsrum, depotrum, formidlingsmaterialer og handicapvenligt toilet, og stedet bliver placeret på en træterrasse, der giver gode muligheder for udendørs ophold, formidling og leg.

25 kilometer land vandrerute
 

I Naturrummet vil der være informationer om vandre- og cykelruter, naturværdier, kulturhistorie, seværdigheder, parkeringsmuligheder og øvrige landmarks. Herfra kan den besøgende planlægge deres tur, inden de begiver sig videre ud på Røsnæs i bil, til fods eller på cykel. Røsnæs Rundt kommer også til at indeholde en markeret vandrerute rundt om Røsnæs-spidsen på i alt 25 kilometer, og dele af ruten og nogle landmarks vil være tilgængelige for bevægelseshæmmede.

Naturrummet bliver placeret ved indfaldsvejen til Røsnæsspidsen, og med udsigt ud imod Kalundborg Fjord. Bygningen bliver bygget ind i skråningen på Lecagrunden og opført i træ med glasfacader, så den føjer sig naturligt ind i de eksisterende omgivelser og synliggør områdets kvaliteter.

Plads til at slå sig ned for en stund

Udenfor findes bænke og kanter, hvor man kan slå sig ned. Indenfor kan man komme i læ på kolde dage, og fra siddetrapper på skråningen kan man betragte det omkringliggende landskab. Øverst på skråningen kan man trække sig tilbage med en god bog og nyde udsigten over stendysserne modvest.

Røsnæs Rundt er udviklet i et samarbejde mellem Røsnæs Udvikling og Beboerforening og Spektrum Arkitekter. Realiseringen finder sted i samarbejde med Kalundborg Kommune, der er bygherre. Røsnæs Rundt realiseres med tilskud fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Lokale og Anlægsfonden, Nordea-fonden, Udvikling Nordvestsjælland, EU og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, NaturErhvervstyrelsen, Friluftsrådet og Kalundborg Kommune.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App