Rabat på straf

Retspraksis er i dag, at ægtefæller eller kærester får mildere straf end andre drabsmænd. Det undrer både pårørende og en professor i strafferet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

10 års fængsel. Sådan lød dommen i dag til en 38 årig mand for drabet på sin tidligere samlever fra Asnæs. Hendes familie undrer sig over, at han ikke fik flere år bag tremmer.

- Det synes jeg ikke, at man kan være bekendt. Det er jo ikke en vare nede i supermarkedet, det gælder, siger siger Marianne Vestergaard Jensen, som er storesøster til den kvinde, der blev dræbt den 20. marts i år.  

Normalt får man 12 års fængsel for at begå drab, men ikke når offer og gerningsmand har været kærester eller gift. Så er praksis 10 års fængsel.

Professor i strafferet ved Århus Universitet, Gorm Toftegaard Nielsen, har blandt andet behandlet emnet i en undervisningsbog. Han synes, det er forkert, at der bliver givet rabat ved strafudmålingen.

- Jeg synes, at det er umoralsk. Der skal ikke være nogen forskel, siger Gorm Toftegaard Nielsen.

Højesteretspræsident Torben Melchior kender ikke den konkrete sag og vil derfor ikke kommentere den. Men generelt mener han, at samlevere som udgangspunkt skal have en mildere straf, selv om der kan ske afvigelser alt efter omstændighederne. Den praksis har været gældende siden en højesteretsdom i 1993.

- Der er stærke følelser mellem to ægtefæller eller samlevere. Derfor kan der være nogle grunde til, at man agerer i en form for affekt, siger Torben Melchior.

Heller ikke Justitsminister Lene Espersen vil kommentere dagens dom, men generelt synes hun, at straffen skal være ens. Hun har tidligere udtalt, at hun vil kigge på, om noget skal ændres - men endnu er intet sket.

- Vores problem er jo, at vi ikke kender sagerne, eller om der har været nogle formildende omstændigheder. Derfor har jeg bedt Rigsadvokaten gennemgå samtlige sager, Siger Lene Espersen (Kons.) 

Rigsadvokaten skulle have undersøgelsen færdig i løbet af foråret. Hvis den viser, at samlevere får rabat, vil justitsministeren lave det om.


Nyhedsoverblik