Pulverbrev fundet i Føtex

Foto: TV ØST

Der er onsdag eftermiddag fundet et pulverbrev i Føtex i Kalundborg. Specialister er tilkaldt.

Politiet har onsdag ved middagstid fået en melding om, at der er fundet et pulverbrev i Føtex i Kalundborg.

Der er endnu kun få informationer om brevet, men politiet oplyser, at butikken stadig er åben for de handlende. Kun et lokale bagved, hvor pulverbrevet er fundet, er afspærret.

- Vi tager alle de forholdsregler, vi skal tage og har rekvireret beredskabet, men mere ved jeg ikke lige nu, siger Carsten Andersen, der er kommunikationsansvarlig i Midt- og Vestsjællands Politi.

Han oplyser, at der er specialister på vej til stedet for at afgøre, om pulveret er farligt.

Områder adskilt

Politiet fik meldingen om brevet omkring klokken 12.30 og har valgt ikke at afspærre hele butikken. Der er dog taget forholdsregler i forhold til, hvis det viser sig, at der er farlige stoffer i brevet.

- Vi har selvfølgelig sørget for at adskille områderne, så ingen af dem, der var i baglokalet bevæger sig ind i butikken og omvendt. Nu venter vi bare på specialisterne, men hæfter os ved, at de medarbejdere, der har været i nærheden af brevet, har det godt, siger Martin Bjerregaard fra politiets kommunikationsafdeling.

Hensigt at skabe frygt

Af hensyn til efterforskningen vil han ikke ud med, hvordan brevet er modtaget, og det videre forløb i sagen afhænger meget af, hvad brevet indeholder.

- Kemikalieeksperterne vil undersøge indholdet, når de ankommer, og hvis det viser sig at være ufarligt, skal vi i gang med den almindelige efterforskning, for der er ingen tvivl om, at hensigten med brevet har været at skabe frygt. Viser det sig, at der rent faktisk er farligt stof i brevet, ja så skal vi have gang i en større proces med at rense og så videre, men nu må vi se, siger Martin Bjerregaard.

02:46 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App