Psykiatriplan: Ny åben skadestue og flere børne/unge-senge

Foto: TV ØST

Region Sjælland sender nu en plan for psykiatrien i offentlig høring. En ny åben skadestue, flere senge inden for børne/unge-psykiatrien og flere tilgængelige tilbud for sindslidende borgere er blandt hovedpunkterne.

Region Sjælland har en plan - en plan for psykiatrien i regionen og denne plan sendes nu i offentlig høring.

Psykiatriplanen er nu formuleret, og hovedpunkterne er:

  • Tre åbne skadestuer/akutmodtagelser, heraf en ny i det vestlige Sjælland
  • Flere senge inden for børne/unge-psykiatrien
  • Uændret sengetal for voksenpsykiatrien
  • Styrket distriktspsykiatri med bedre tilgængelighed for sindslidende borgere
  • Satsning på brugerstyret og netværksbaseret behandling
  • Tættere samarbejde med kommunerne og socialpsykiatrien for at sikre sammenhæng og kontinuitet for sindslidende borgere
  • Fokus på forbedringer inden for især børn og unge, retspsykiatri, dobbeltdiagnoser (psykisk lidelse kombineret med misbrug) og ikke-psykotiske lidelser (angst, depression, OCD m.m.).

- Det er meget vigtigt for alle og især for brugere og pårørende, at vi får skabt en fremadrettet psykiatriplan, der giver ensartede og gode tilbud, siger Kristian Ebbensgaard, der er formand for Region Sjælland.

-Vi har ønsket en bred og inddragende proces i arbejdet med psykiatriplanen, som vi nu sender i høring. Derfor ser vi frem til at modtage de mange interessenters syn på planen,

Planen kommer nu i høring hos regionens kommuner, hos patient- og pårørendeorganisationer, praktiserende læger og speciallæger, i de faglige organisationer og blandt psykiatriens medarbejdere.  Det er også muligt at deltage i debatten på Region Sjællands hjemmeside, hvor indlæggene indgår som høringssvar.

Høringsrunden løber frem til den 2. november. Psykiatriplanen bliver derefter revideret på baggrund af de indkomne høringssvar, og den 6. december forventes den endelige Psykiatriplan at blive godkendt.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App