Præst efter tragisk brand: Det er vigtigt at tale med sine børn

Foto: TV ØST

Det er vigtigt at tale med sine børn om sorgen, lyder det fra den præst, som mandag besøgte den skole, hvor et af de omkomne børn fra branden i Nakskov gik.

Mandag blev en særlig og mere sorgfuld en af slagsen, da eleverne på Stenoskolen og Stormarkskolen i Nakskov mødte. Ved den frygtelige brand i byen fredag aften omkom fire børn, hvoraf de to var elever på henholdsvis den ene og den anden skole.

På Stenoskolen havde de allieret sig med to psykologer og sognepræst Gregers Mærsk-Kristensen, som besøgte alle klasser, der havde mulighed for at stille dem de spørgsmål, de havde oven på tragedien.

- Jeg var inde i en 8. klasse, og der havde de rigtigt mange gode og dybe spørgsmål. I 6. klassen var det mere oplevelsen af døden og oplevelsen af tab, der fyldte og det med, at man har en milliard ord og ingen ord, når man står over for så stor en sorg. I 8. klasse spurgte de også om, hvis der er en Gud, hvorfor sker det her så? og hvorfor tillader han det her, og her der overhovedet en Gud? fortæller Gregers Mærsk-Kristensen.

Mindet med billeder, lys og sang

Fredag aften ved 22-tiden udbrød der brand i en villa på Mosevej. Fem personer mistede livet, mens en sjette person slap med brandskader og livet i behold. Det var angiveligt to fædre, der var mødtes med hver deres to børn, og to af dem blev mandag mindet på deres skoler.

På Stenoskolen mødtes eleverne og mindede deres kammerat med billeder, lys og sang, og på Stormarkskolen samledes indskolingen og blev orienteret om, hvad der skulle ske i løbet af dagen, ligesom de fik at vide, hvem det var, de sagde farvel til. For anden årgang, hvor eleven gik, var der en særlig proces. Årgangen blev samlet med de lærere og pædagoger, der er tilknyttet, og så var der besøg af en psykolog og en præst, som talte med børnene i en times tid, fortæller skoleleder Jesper Neumann, der roser medarbejderne for deres evner til at sætte ord på den triste begivenhed og deres mod til at turde spørge ind til børnene.

Tal med børnene igen og igen

Og netop det at tale med børnene er vigtigt i sorgfasen, lyder det fra Gregers Mærsk-Kristensen. 

- Det er rigtigt vigtigt at tale med børnene igen og igen og få sat ord på det, der sker, og det de føler og oplever. Det er vigtigt, at de får lov til at være ærlige - også omkring de akavede ting som for eksempel helt banalt, hvad sker der, når man dør, og det helt store spørgsmål: hvorfor død?

Mandag aften er der møde med Stenoskolen og en psykolog for forældrene i klassen, hvor et af de afdøde børn gik.

Her kan du høre nogle af sognepræst Gregers Mærsk-Kristensens råd til, hvordan du taler med dine børn oven på en tragedie som den i Nakskov.

03:04 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App