Prædiken

Foto: TV ØST

Af Thomas Hansen

Prædiken til 4. søndag efter Hellig Tre Konger.
Holdt i Skt. Povls Kirke den 2. februar 2014 af sognepræst Thomas Hansen
Prædiketekst: Matthæusevangeliet kap. 14, 22- 33

Forleden dag kunne man over TV2 Øst høre, at der var problemer med folk, der bevægede sig ud på isen i den tro, at den nu var sikker. Det skete også her på Korsør Nor. Nogen børn var gået 100 meter ud og isen var ikke sikker, så redningsberedskabet blev sendt ud for at få dem i land og dertil fik de en ordentlig reprimande. Det mindede mig om min barndoms vintre ved Lillebælt og Haderslev Fjord. Nogen gange var jeg sikkert også selv på for tynd is. Min bror var det i hvert fald og faldt igennem en våge. Men han blev reddet op at en snarrådig kammerat.
Undervejs i livet undgår vi ikke kriser og vanskelige tider. Men nogen af de kriser roder vi os jo selv ud i på grund af uvidenhed, dumhed, overmod og andre ting. Det gælder både som enkeltindivider og som samfund. Men andre kriser havner vi i ganske uforskyldt.
I 2013 var der mennesker i Danmark, der blev hårdt ramt af stormen Bodil og de efterfølgende oversvømmelser. Nogen mistede hus og hjem og nu bøvler de med at få en rimelig erstatning.
”Hvad har jeg gjort siden det skulle gå mig sådan?” Sådan spørger folk nogle gange. Og vi må sige til dem: ”Du har ikke gjort noget!”
Fortællingen om vandringen på søen handler om, hvad der sker med troen i krisetider. ”Troen flytter bjerge”, siger man. Men måske er det også omvendt: At bjerge flytter troen.
Jesus og hans disciple havde været på udflugt til den anden side af Genesaret sø. Det skulle have været et lille afbræk fra hektiske dage. Men store menneskemængder dukkede pludselig op. Så de kom på arbejde. Ydermere manglede de mange mennesker noget at spise der langt fra alfavej. Da er det Jesus bespiser dem med en lille drengs madpakke. Men derefter er det som om der opstår en krise. For Jesus nødte sine disciple til at gå ombord i båden. De skulle sejle hjem med det sammen. Selv fik han sendt skarerne bort og gik op på et nærliggende bjerg for at bede. Hvad sker der lige her? Vi kan kun gætte. Men Jesus havde åbenbart brug for at være alene?
Sejladsen tilbage over Genesaret sø blev vanskelig for hans disciple. Det var blæst kraftigt op og vinden var lige imod. Da ser de noget, som gør dem virkelig bange. En skikkelse kommer gående på bølgerne. Et det et spøgelse? De skreg af frygt. Men en stemme lyder gennem stormen. ”Det er mig. Frygt ikke!” Da så de det var Jesus. Han kom bare gående der på søen. Han havde set dem kæmpe sig vej. Han havde set, at det var kritisk for dem. Så ilede han ud til dem. De både så ham og hørte ham. Han var til at tage at føle på. De var blevet sendt af sted på hans befaling. Han kom til dem med sin fred midt i stormen.
Hvor er Gud henne? Han har forladt os? Er Gud der måske slet ikke? Sådan fristes vi til at tænke i krisetider. Eller måske er det anderledes ja, omvendt. Netop i krisetider ser vi ham.
”Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for Frelseren græder,
så får i vor Jesus i tale,
thi roserne vokser i dale.”
Sådan synger vi med salmedigteren Brorson i julesalmen ”Den yndigste rose er funden.”
Roserne vokser i dale. Det er på sygehusene, der bedes flest bønner. Det er i krisetider troen kan blomstrer op. Skal vi virkelig ud i stormvejr og modgang før, vi får fokuseret rigtigt på Gud her i livet? Er det først der, at vi kan se, at vi har brug for hans frelse.
Den sidste del af fortællingen handler om Peter. Hvis det er dig så befal mig at komme ud til dig på vandet”, siger Peter. Jesus svarer, ”kom” og Peter stiger ud over rælingen. Det går godt en tid. Men da han ser stormen og bølgerne, så bliver han bange og han begynder at synke og han råber på Jesus. Og Jesus rækker sin hånd ud og redder ham. Men han bebrejder ham for hans lille tro.
Hvordan skal vi forstå den her krise, som Peter kommer i? På den ene side synes jeg, Peter var modig. Han gik ud på Jesu befaling - på hans ord. Han holdt sig ikke tilbage. Han ville have det hele med. Det kan jeg godt lide. Vi er ofte så tilbageholdende, når det gælder at gå i tro. Vi lefler for tvivlen. Som nu i Præstens Lektie på TV 2 Øst, hvor dagens tvivler får en bogpræmie. Så på den ene side synes jeg Peter var modig.
Men på den anden side synes jeg han var overmodig. Han bad om noget han ikke skulle have bedt om. Var det ikke overmod ja, overtro det Peter havde gang i? En tro på sig selv. En tro på troen. Det holdt da heller ikke. an sank, da ham så hvor voldsomt vejret var. Han måtte råbe til Jesus om hjælp og fik den, selv om han havde bragt sig selv på dybt vand.
Troen flytter bjerge, siger man. Troen er vigtig. Tro bygger bro - bygger bro mellem os mennesker indbyrdes og mellem os og Gud. For tro er tillid og tillid er vigtig i ethvert fællesskab. Tro bygger bro. Det modsatte i form af mistillid river broerne ned. Tro flytter bjerge. Men flytter bjerge ikke også troen? Krisetider kan være øjenåbnere. Vi ser måske det, som vi ikke tidligere har set og indset. Vi indser måske først der, at vi ikke alene. Der er en, der følger os.” Det er mig, frygt ikke” lyder det til os.” Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Det løfte giver Jesus til sine disciple, der skulle gå på hans bud. Det løfte er hans løfte til os, når vi bliver døbt.
Selv der, hvor vi måske selv var skyld i krisen. Vi lå faktisk som vi selv havde redt. Selv der er han os nær med sin frelse når vi beder om hans hjælp.
”Herre, frels mig”
amen 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App