Prædiken

Af Kristian Østergaard

Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer blev i 1943 fængslet i Berlin og i 1945 hængt for sin meddelagtighed i anslaget mod Hitler. Vi har hans breve – udgivet under titlen ”Min tid er i dine hænder” - og i et af brevene fortæller han om et besøg af sin svigermor i cellen. Bonhoeffer ender med at blive irriteret på hende, for alt det, hun vil gøre af godt - det er simpelthen for meget. Ja, Bonhoeffer kunne ønske, at nogle kristne kunne lære at være lidt mere egoistiske – så kunne de være til større gavn.

Det kan lyde ejendommeligt, for Bonhoeffer vil vel ikke gøre egoismen til en dyd? Nej, men han mener, at det i mange sammenhænge og situationer er bedre at unde sig ro og koncentration end at kaste sig ud i rastløs aktivitet.

     ”Lad mig være”, kan man komme til at sige til en, der er alt for pågående med sin omsorg og interesse. For med den overdrevne omsorg og interesse, så hindrer den anden måske én i at være sig selv. Det er jo kunsten i al arbejde og virksomhed: at vide hvad man skal gøre, og især hvad man skal lade være med at gøre. Det sidste er faktisk lige så vigtigt som det første.
Tag nu opdragelsen. Her består jo også kunsten i at vide, hvornår man skal gribe ind og især, hvornår man skal lade barnet passe sig selv.

    For det ikke alt, som kan presses frem. Der er ting som skal have lov at spire frem, som skal have lov til at tage den tid, det tager. Verden er imidlertid fuld af mennesker, der prøver at skyde genvej til målet og glemmer stempelkandens magi. Tænk på, hvordan man brygger kaffe i en stempelkande: Giver man ikke kanden lov til at vente, men stempler i bund straks, så kommer der brunt vand og ikke kaffe ud.  

      Sådan er det også nødvendigt for os mennesker, at vi kan hvile os helt konkret. Hviler vi ikke om natten, så bliver vi uopmærksomme i det daglige, og så er vi ikke længere klar til at sætte ind på det rette tidspunkt eller handle, når vi skal. Det er naturligvis ikke op til os at fremkalde Guds rige, for det vokser af Guds kraft, men det er op til os at finde vores opgave i Hans store værk – og det kan såmænd bestå i noget så simpelt som at passe sin nattesøvn.

      Og dermed er vi fremme ved Seksagesima søndag, for den handler egentlig også om, at vi må beherske vores hektiske virketrang. Selve vækstpunktet i det skjulte skal vi holde fingrene fra. Men det er jo svært, for vi er jo opdraget til at vi skal vide, hvordan tingene hænger sammen. Altså det vi kalder årsag og virkning. Man skal vide nøje besked om, hvordan en ting fungerer, hvis man skal have det fulde udbytte af det, hedder det. Men er det nu altid rigtigt? Altså, jeg håber ikke, at jeg skal aflægge regnskab for, hvordan min bil fungerer. Eller endnu værre: hvordan den computer, jeg har skrevet min prædiken på, fungerer. Man kan vel egentlig sige, at sådan er det også med Guds rige. Heller ikke her behøver vi til bunds at forstå det altsammen, for at få det fulde udbytte af det.

    Jesus bruger i sine to lignelser til i dag kornets og frøets, der vokser af sig selv som billeder på Guds rige. I den græske grundtekst står der faktisk ikke ”af sig selv”, der står nemlig automatisk. Den danske oversættelse er derfor bedre, eftersom der ikke er noget, der sker automatisk i verden. Gud giver væksten. Han er handlende. Og kornets vækst på marken og det lille frøs vækst til en enorm busk er billeder på, hvad Gud nådigt vil gøre for os i sit rige.

       Jeg er vokset op på landet og forstår lignelsen umiddelbart som et billede på Guds nåde, som lader alting gro og vokse. Men jeg forstår også, at vi undertiden er hurtige til at glemme, hvem der sørger for væksten.

    Det fortælles, at en energisk ung mand overtog en gammel gård med tilhørende marker. Markerne var ved at gå til i ukrudt, og på stuehus og længer var malingen helt afskallet. Taget var også utæt og spærene så forrådnede ud. Men det var som sagt en meget energisk ung mand, der ufortøvet gik i gang med at bringe gården på fode igen. Markerne blev pløjet, og jorden blev sået. Og mens kornet voksede, brugte landmanden tiden på at kalke, tætne og udskifte taget på gården. Da høsttiden kom, øjnede man på afstand en pragtfuld gård – hvidkalket og med modne marker.

Da bonden havde fået kornet i hus, ville tilfældet, at sognepræsten kikkede ind. De besigtigede sammen den smukke gård, og præsten bemærkede: ”Det er vel nok en prægtig gård, du har. Husk nu at sige Gud tak for alt, hvad du har fået”.
”Jo,” det ville landmanden såmænd nok huske. ”Men” tilføjede han, ”du skulle nu have set gården dengang Vorherre var alene om at passe den”

    Da Gud var alene om at passe gården. Ja, for det vi omgiver os med, det er jo næsten alt sammen noget som er blevet bearbejdet af mennesker. Vi viger ikke tilbage for forhindringer. Vi overkommer det utrolige. Det er den fagre nye verden, og hvem skylder vi æren for det? Os selv?

      Javist, hvis det ikke havde for vores forstand, så havde vi stadig kravlet rundt oppe i træerne. Spørgsmålet er imidlertid stadigvæk – hvem udstyrede os med en hjerne, så vi overgår alle andre levende væsner i intellekt?

   Hvis vi stadig husker den unge, energiske bondemand? Her gælder det jo helt konkret, at hvis der ikke havde været en mark at dyrke, og hvis der ikke havde været frø til at spire, så havde han slet ikke kunnet kalde sig landmand. Og videre - hvis jorden ikke indeholdt kalk, så havde gården stadig set ramponeret ud. Og man kunne fortsætte, indtil man når til den konklusion, at havde Gud ikke skabt himlen og jorden, så ville alt være tomhed og øde, som jo er tilstanden før verdens skabelse ifølge Bibelen.

    Javist, Gud skal da ikke stå med det hele alene, for han har jo givet os ansvaret for at forvalte skaberværket. Vi skal bruge de evner, Gud har givet os i denne verden.Men på bundlinjen står stadigvæk: Uden Gud var vi nul og nix.

    Den energiske unge landmand gjorde ret i at pointere sin bedrift med at bringe gården på fode igen, men sognepræstens ord var nu heller ikke ved siden af. Præsten bagatelliserede ikke bondens indsats, men han opfordrede ham til at huske, hvem der havde givet ham evnen, kræfterne og materialet til at genetablere gården.

   Man kunne sige, at præsten appellerede til hans ydmyghed. Ikke en krumbøjet ydmyghed, men en sund ydmyghed, fordi den også gav landmanden sans for, at han ikke var alene i verden. Men at der også var en Gud foroven, som rådede for hans sag.
 ”Det er vel nok en prægtig gård, du har. Husk nu at sige Gud tak for alt, hvad du har fået”, sagde præsten til ham. ”Jo,” det ville landmanden såmænd nok huske. ”Men” tilføjede han, ”du skulle nu have set gården dengang Vorherre var alene om at passe den”.

   Ja, Vorherre giver os nødderne, men vi skal selv knække dem.

Amen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App