Prædiken

Af Kristian Østergaard

3.s.e. H3K 2014’
”Giv os en større tro” siger disciplene. Men vi andre er jo heller ikke altid tilfredse med vores tro. Og selv om vi måske godt kan vedkende os en tro som et sennepsfrø, for et sennepsfrø ser ud af ingenting, så rokker morbærtræet sig jo alligevel ikke ud af stedet. Det morsomme og præcise ved evangeliet i dag er jo, at det viser os mennesker, der er lige så forfængelige og optaget af sig selv, som vi kan være det. Nu om stunder siger man måske: ”Jeg har så svært ved at tro”. Man afventer, at man skal blive tilstrækkelig motiveret, men jeg mener ikke, at troen som sådan kan gradbøjes. Enten giver kristendommen mening for min eksistens, eller også gør den ikke. Jeg er uenig med dem, der beskriver troen som i den gamle århusianerhistorie om blinklyset, hvor århusianerne siger: Nu virker det. Nu virker det ikke. Nu virker det. Nu virker det ikke. Til syvende og sidst er det jo Helligånden, der skaber troen i vore hjerter. Derfor er jeg slet ikke sikker på, at vi skal beskæftige os så meget med, om vores tro er stærk eller svag. Det må være op til Gud at afgøre.   

    Har jeg tvivlet på Gud og på Jesus Kristus som hans opstandne søn? Nej, egentlig ikke. Altså hvis man søger en helt igennem logisk forklaring på en Gud, der dør som et menneske på et kors og opstår på tredjedagen fra de døde til liv og frelse for alle os andre – så kan jeg ikke lige fremlægge en krystalklar forklaring. Og endog selv om jeg springer ud på troens 70.000 favne vand, så er Jesu lidelse, død og opstandelse da stadigvæk et kors for tanken.

     Og dog er det sådan, at vi forholder os til tro i en række helt afgørende sammenhænge. Jeg kan ikke vide om min kone elsker mig. Men jeg tror det. Og det er faktisk meget mere værd end at vide det. For jeg tror med hele min person, men jeg ved kun med min forstand. Vi kan tale om beviser, men det som ligger over beviset er jo langt vigtigere, for det er jo overbevisningen.

    Men sådan tænker disciplene ikke. Deres bøn er et oplæg til overenskomstforhandling. Og man kunne have forestillet sig Jesus replicere: ”Helt ærligt: Hvad er det egentlig I vil med en større tro?” Så var disciplene måske begyndt at overveje sagen, indtil en af dem ville sige: ”Jamen, så kunne vi jo helbrede flere syge og opvække flere døde!” Jesus havde så svaret: ”Jamen, er det overhovedet noget, I kan nu? Er det jer, der helbreder folk og opvækker døde? Er det jer, som råder over liv og død”. Her ville selverkendelsen nok banke på, og indrømmelsen falde: ”Nej, det er Gud, der gør det.” Og så tror jeg, at Jesus ville være kommet til at grine. Og egentlig er teksten jo ret sjov: ”Havde I tro (bare) som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! Og det ville adlyde jer.” Men prøv lige at tænke hvilken ståhej og hvilket postyr der ville opstå, hvis disciplene fik magt som de havde agt! Det er lidt ligesom, når folk bruger udtrykket: Tro kan bjerge. Så tænker jeg, men det er sandelig godt, at den ikke gør det. Det ville da være enormt upraktisk, hvis bjergene blev placeret helt andre steder end der, hvor de er nu. Tænk hvis troen kunne flytte Himmelbjerget ned på Sorø torv! Men samtidig er det jo sådan, at vi på mange måder allerede har fået noget, der ligner en tryllestav i hænderne! Hvad mon de tænker i himlen, når de ser, hvordan vi bruger tryllestaven? Okay, der er kommet meget godt ud af de videnskabelige landvindinger, men gratis har denne kundskab såvist ikke været. Så havde jorden været meget mere sikker end den i realiteten er.

     I det hele taget er det blinde krav om ”mere tro” ofte farligt. Man kan ende som fanatiker. Jesus advarer os mod at bjærge os tro, som var det en formue, man kunne øge. Nej, i stedet skal I totalt uhæmmet bruge løs af jeres tro. For tro er ikke noget, man har. Tro er noget, man er. Derfor skal man ikke gøre sig til af sin tro, men derimod handle ud fra den. Ligesom den unyttige tjener.
Og dermed er vi jo i grunden allerede på vej over i anden del af teksten, som jo altså også pulveriserer vores selvoptagethed, eftersom den handler om at være til for næsten. Den understreger, at der er et samspil mellem tro og handlinger.

    Der er en historie om en munk i et kloster. Han gjorde som munke skulle gøre. Han bad 7 tidebønner hver eneste dag, han mediterede og studerede Bibelen. Munkens største drøm var at se Jesus i et syn. Ved middagstid var det denne munks opgave at uddele brød til de fattige, og ærgerligt rejste han sig og skyndte sig at dele brødet ud i en fart. Munken gik tilbage til sit værelse og til store overraskelse lå rummet badet i lys og i midten af værelset stod Jesus og tog imod ham. Du er kommet og du har ventet på mig, sagde munken forbløffet og oplivet? Ja, sagde Jesus, men var du ikke først gået hen med brød til de fattige, så var jeg gået lige på stedet.

      Men ellers er det jo ikke sådan, at man kan give anvisninger på, hvorledes troen og ansvaret skal udfolde sig. For det afgør situationen og sammenhængen. Og bagefter må vi spørge: Har vi nu også gjort det rigtige?

      Under tre-års 1847-51 krigen stod en dansk soldat vagt i den gamle Trinitatis kirke i Fredericia. Kirken blev brugt som lazaret for sårede tyske soldater. Soldaten bliver pludselig opmærksom på, at der er faldet et brev ud af en de tyske soldaters lommer. Brevet er fra soldatens far: ”Du skal kæmpe for den retfærdige sag,” skriver den tyske far til sin søn. Den danske soldat bliver helt bleg og svimmel. Hans egen far har jo netop sagt det samme til ham. Jamen, hvad er så retfærdighed? Og soldaten konkluderer, at han ikke kan gøre andet end at bede ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere”.

    ”Giv os en større tro”, siger disciplene. Men i sidste ende er det jo også et spørgsmål om at indstille sine indre antenner på troen. Mange kender bogen og filmen”Pi`s liv” Den handler om drengen Pi, der i en alder af 16 år skal flytte fra Indien til Canada. Undervejs indtræffer imidlertid et skibsforlis. Kun Pi og en række dyr overlever. Mange år senere fortæller Pi historien om, hvordan han overlevede med 1. bengalsk tiger, 1 redningsbåd, 1 ocean og 1 Gud. Pi elsker Gud: ”jeg skal ikke dø, så længe Gud er hos mig. Amen.”

    Det er en vidunderlig fortælling, men objektivt set virker den som fuld af løgn, og der er i romanen et tillæg i form af en rapport fra en samtale, der fandt sted lige efter at Pi er kommet frelst i land efter 227 dage på havet. Pi bliver interviewet af to embedsmænd. De vil have den sande historie.  Og den historie får embedsmændene. Her kommer de klare, nøgterne facts for en dag. I den historie er der kun mennesker om bord i redningsbåden. Det mærkelige er nu, at denne beretning er langt mere dyrisk og grusom end Pi´s beretning, hvor han klarede sig frelst igennem strabadserne sammen med den bengalske tiger

    Derfor siger Pi, at ingen kan bevise, hvilken fortælling, der er sand, og hvilken der er løgn. Jamen, hvorfor så ikke vælge den bedste fortælling? Pi overlevede. Og det er også den historie embedsmændene vælger som den sande, for det er den bedste fortælling. Det er nemlig den, hvor Gud er med i historien. Og de historier er altid de bedste.   

Amen.

Søndagens tekst:

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«
Luk 17,5-10

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App