Prædiken Henrik Bach

Foto: TV ØST

.

Det er jo næsten u-troligt det her: Her har vi 12 mænd, apostlene – Jesu nærmeste medarbejdere. De har fulgt ham, gået op og ned af ham, hørt hans lære, suget til sig.

Man skulle tro, de havde lært et og andet. F.eks. at det hele ikke handler om én selv, om at være størst og bedst. Det lyder næsten som taget ud af vore dage, hvor så meget jo også helst sig handle om mig.

Det er måske det utrolige, som gør det, vi hører, så troværdigt og genkendeligt. For nok er der et skel på 2000 år fra den tids mennesker til os nutidsmennesker. Men de mange år gør ingen forskel. For mennesker har alle dage noget tilfælles, nogle fællesmenneskelige eksistensvilkår.
Vi har vores tro, vores tvivl, glæde, bekymring, angst, håb, fortvivlelse, kærlighed, egoisme – alt det, der kendetegner menneskeliv, både før og nu. Noget helt igennem menneskeligt.

Disciplene dengang var yngre og opadstræbende, optændt af det nye, store projekt med Jesus, som de deltog med i. Hvem af os har forstået Vorherre bedst? Ligesom os i dag, ville de også sikre sig, være en succeshistorie.

Vi kan jo se på kirken, som i vore dage også er mere optaget af succestanken - nye strukturordninger, være toneangivende og tidssvarende – end af det budskab, som kirken først og fremmest burde koncentrere sig om. Og som er tidløst.

Som Karen Horsens, Roskildes gamle domprovst, har sagt: Aldrig har kirken talt så meget om sig selv, og så lidt om Ham, det handler om.

Vi hørte en anden version af jagten på succes oppe fra alteret lige før, i historien om brødrene Kain og Abel, hvor misundelsen tager magten fra Kain, fordi hans synes, at hans bror Abel er tættere på Gud. Til sidst får ondskaben taget over, så Kain dræber sin bror Abel.

Ondskaben, som vi passende kan kalde for Satan, når nu Satan direkte er nævnt i de ord, der skal prædikes over i dag.
Satan som den eller det, der får os til at blive egoistiske og magtbegærlige, og ikke kan få os til at glæde os på andres vegne. Den lille Satan, der bor i ethvert menneske, og som vi også kan møde i forskellige skikkelser udenfor os selv.

Hvor er det derfor befriende at møde virkeligheden og menneskene, sådan som vi er, når vi åbner for evangeliet og slipper ordene ud, så de bliver levende. I den forstand er Det Nye Testamente en meget ærlig bog, der skræller apostlenes herlighed og ærlighed af, så det, der træder frem til at bygge på bliver Vorherres klippegrund. Vi kan vakle – men den vakler ikke.

Hvad er så svaret til os mennesker, som kun kan nærme os Gud gennem tro, men som omvendt ikke kan rumme Gud i troen?

Svaret lyder i dag fra Jesus Kristus, der siger: ”Jeg er iblandt jer som den, der tjener”. Nemlig i ham, der er blandt menneskene, som den, der tjener.

Her viser Guds storhed sig som den, der ikke er stor på andres bekostning.

Menneskelig storhed sker tit på andres bekostning. Er jeg ikke bedre og større, end ham eller hende?

Gud, derimod, trykker ikke sin skabning ned, men løfter os op og giver os nyt mod på livet.

Vi mennesker kan forholde os til Gud gennem tro. Men det betyder ikke, at det er troen, der afgør, om Gud eksisterer eller ej. Så meget kan troen ikke præstere.

Gud står og falder ikke ved vores tro. Jorden har jo også altid været rund, også dengang alle troede, at den var flad.

Tro handler ikke om at have tro. Tro handler om at være tro. Mod Gud og alt det, man er blevet givet, først og fremmest det liv, vi skal leve med hinanden.

Det er derfor netop befriende at gå ud til livet med hinanden, efter at have hørt det glædelige budskab, som både rummer menneskelig grænse, men også trøsten i, at noget ligger på mine skrøbelige menneskeskuldre – men det er ikke det hele.
Jeg er frelst. Ikke fra ondskab, sorg, bekymringer, tvivl og død. Men frelst fra at skulle frelse mig selv.

”Jeg er iblandt jer som den, der tjener”, siger Jesus. Her ligger en åbning til det hele. Til vores tro, så vi kan være tro. Og til vores liv med hinanden.

Sådan åbenbares Guds storhed på ingens bekostning, men til vores fælles glæde og mod på livet.
På én gang et stort, ufattelig budskab. Og samtidig lige til at tage til sig, som en sprække, der åbner sig med lys og håb.

Er der nogen, der har hørt om jazzmusikeren Oscar Pettiford, der døde i 1960? Jeg havde ikke, før jeg læste om hans gravsted på Frederiksberg Gl. kirkegård i Mikael Wivels bog om kunst og kirke.

Det er kunstneren Per Arnoldi, som har udført Pettifords gravmæle.

Arnoldi er en såkaldt fritænker, der ikke har meget tilovers for kristendom, snarere tværtimod. Gravmælet er ret særpræget, men også fuld af referencer til det kristne håb, som ikke lader sig stoppe at rationelle mennesketanker. Det består af 12 kvadratiske fliser af sort marmor, som ligger på rad og række og næsten danner et dansegulv. Men én af disse fliser – den med navnet på – har rykket sig fri af de andre og ligger skævt ovenpå dem, så man kan kigge ind under og ned i jorden.

Sagt kort og godt, så er stenen væltet fra graven, så man tænker, at Pettifords musik stadig lever videre. Men allermest tænker man over og stoler på, at Vorherre sprænger både død og grav, og sågar også min forstand og min tvivl. For der er en sprække i alting – det er sådan, lyset kommer ind.
                                                           AMEN 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App