Politiet klar til Yahya Hassan-besøg

Foto: TV ØST

Slagelse Gymnasium får i dag besøg af den poplære digter Yahya Hassan, og politiet er forberedt på at sørge for god ro og orden.

Politiet er klar, når Yahya Hassan i dag besøger Slagelse Gymnasium. Den unge digter ankommer til skolen klokken 10, og skal i halvanden time holde foredrag for elever og lærere.

- Det er et lukket arrangement, så vi holder selvfølgelig øje med, om nogen, der ikke er indbudt, forsøger at komme ind, eller om der er optræk til uorden, siger politikommissær Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den dansk-palæstinensiske digter udgav sidste år sin digtsamling, der bærer samme titel som hans navn. Her vakte det opsigt, at den unge digter beskrev sin opvækst i skarpe vendinger, kritiserede det muslimske samfund og skarpt skældte ud på hans forældres generation af flygtninge for at svigte deres børn.

Trusler mod Yahya Hassan

Siden har han modtaget dødstrusler og er også blevet overfaldet, og derfor er sikkerhedsopbuddet på Slagelse Gymnasium i dag højere end normalt.

- Det er klart, at vi ikke var mødt op i det omfang, hvis der havde været tale om en helt almindelig person. Der er en trussel mod den her person, og derfor møder vi op. Han har selv livvagter med, som passer på ham, så vores opgave er at bevogte stedet både inde og ude, siger Ole Hald.

Da Yahya Hassan i november sidste år besøgte H.C. Andersen Skole i Vollsmose i Odense, dukkede politiet op med 200 betjente. Langt fra så mange ressourcer stiller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi med.

- Vi er 10 mand, og vi har en forventning om, at der bliver stille og roligt. Det tyder alt på lige nu, siger Ole Hald.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App