Politi: Særligt Bandidosmærke kan gives for drab

Foto: TV ØST

En politiassistent vidnede mandag i Retten i Næstved i sagen mod en 21-årig mand, der er tiltalt for drab. Her forklarede han, at det er vurderingen hos Nationalt Efterforskningscenter, at det Bandidosmærke, tiltalte fik af klubben, kan gives for drab.

Det kom mandag frem i Retten i Næstved, at Bandidosmærket Expect no mercy kan gives til medlemmer, der begår drab for klubben. Det mener i hvert fald Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC).

I retten vidnede en politiassistent mandag og forklarede, at det er deres opfattelse, at mærket kan gives til personer i Bandidos, der begår drab for klubben.

Mærket spiller en central rolle i retssagen mod den 21-årige, der er tiltalt for drab på 22-årige Edin Fakic, som blev skudt i hovedet i sit hjem på Morsøvej i Næstved 9. december 2013. Anklageren forsøger at bevise, at drabet var en del af en konflikt mellem Bandidos og udbrydergruppen Westside Nation i 2013, hvor de to grupperinger lå i strid. Edin Fakic var ikke selv en del af bandemiljøet, men hans storebror var medlem af Westside Nation, og to vidner har tidligere i sagen forklaret, at de mener, at storebroren var det egentlige mål for skudattentatet.

Udenlandske kolleger ser samme tendens

Præcist året efter drabet på Edin Fakic modtog tiltalte mærket Expect no mercy, som han på en hemmelig rumaflytning forklarer til kæresten, at man får for at have udgydt blod for klubben.

Han har selv forklaret, at det var tilfældigt, at han fik mærket på årsdagen for drabet på Edin Fakic, og han fortæller, at han har fået mærket for noget grov vold, som han ikke vil komme nærmere ind på.

NEC har på baggrund af egen indsamling af oplysninger og på baggrund af informationer fra udenlandske kolleger og Europol klart den opfattelse, at Expect no mercy kan gives for drab. Tidligere fik Bandidosmedlemmer mærket CDG - Coup de Grace - nådesstødet - for drab, men eftersom det tiltrak for megen opmærksomhed hos politiet, er politiet af den opfattelse, at man nu bruger Expect no mercy til det formål også, forklarede politiassistenten fra NEC.

Oplysningerne kom bag på forsvarer Finn Walther Petersen, der forklarede, at han trods mange sager i rocker- bandemiljøet aldrig er stødt på den information, men politiassistenten holdt fast i sin forklaring og henviste til, at også deres udenlandske kolleger ser tendensen med, at Expect no mercy-mærket gives for drab.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App