Pligtsejr til Benløse

Foto: TV ØST

Tingene flaskede sig lørdag eftermiddag for Benløse, da de vandt med 6-2 over Sunds i Dansk Kabel TV Arena.

Benløse vandt en pligtsejr på 6-2 over Sunds i Dansk Kabel TV Arena, og samtidig tabte Hvidovre med samme cifre i Frederikshavn. Det betyder, at Benløse fortsat kan nå 4. pladsen i tabellen, der giver hjemmebanefordel i kvartfinalerne. 

6-2-sejren over Sunds var aldrig i fare. Gæsterne fra Herning-egnen havde ikke det store at byde på, og Benløse kunne ikke svinge sig op til en stor præstation. Der kom aldrig nerve i kampen, som nærmest virkede afgjort på forhånd.

Med sejren kan Benløse nu selv afgøre, om holdet vil slutte på 4. pladsen i tabellen og dermed få hjemmebanefordel i kvartfinalen, der begynder i weekenden 7.-8. marts med de første to kampe i bedst af fem-serien. 

Let bliver det dog ikke. Hvidovre sidder pt. på 4. pladsen ét point foran Benløse. Københavnerne har en enkelt kamp tilbage i grundspillet på hjemmebane mod Århus, og vinder Hvidovre den, så skal Benløse slå både de regerende mestre Rødovre og Frederikshavn – begge på udebane.  

Benløses næste kamp er lørdag den 14. februar, hvor Rødovre venter. Den 21. februar går turen til Frederikshavn.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App