Vejarbejdet på Farøbroerne har stået på siden den 19. marts og har vagt stor utilfredshed blandt trafikanterne. Nu erkender Vejdirektoratet, at afviklingen af arbejdet på broen ikke har været optimalt. Det skriver folketidende.dk.
- Der er plads til forbedringer. Vi har fået en del henvendelser, som har gået på, at man synes, at arbejdet med at skifte vejbelægningen er gået for langsomt, fortæller afdelingsleder i Vejdirektoratet Niels Højgaard til folketidende.dk.
Vejarbejdet har betydet, at trafikanterne har skullet dele det nordgående spor på broerne, og der er sket flere uheld med lange køer som resultat.
- Når vejarbejdet er færdigt, vil vi analysere forløbet, som vi plejer med den slags projekter. Vi har allerede nu overvejet, om den tidsplan vi meldte ud til entreprenøren var for lang. Men det skyldtes, at vi havde forventet, at der skulle repareres mere, end det har vist sig at være nødvendigt, forklarer afdelingslederen til folketidende.dk.
Det forventes, at begge spor igen vil blive åbnet på mandag.