Patienter må ikke tabe sig under indlæggelsen

Foto: TV ØST

Sygehusene i Region Sjælland sætter i denne uge fokus på, hvordan personalet undgår, at patienterne taber sig under indlæggelsen.

Når man er syg og ligger på sygehuset, skal man helst ikke tabe sig. Det gør det sværere at blive rask. og derfor sætter Region Sjællands sygehuse og psykiatri i denne uge ekstra fokus på, hvordan personalet systematisk sikrer, at patienter i risikogruppen for undervægt får nok at spise.

Det skriver Region Sjælland i en pressmeddelelse.

- Cirka hver 3. patient, der indlægges på sygehuset, er underernæret. Patienterne må helst ikke tage sig yderligere under indlæggelsen, så vi kæmper for, at det ikke sker, fastslår Lisbeth Lumby Rasmussen, formand for Den Regionale Kliniske Ernæringskomité og vicedirektør på Nykøbing F. Sygehus.

Øget risiko for komplikationer

Patienter, der er underernæret, har en øget risiko for infektioner og komplikationer. Underernæring forlænger samtidig indlæggelsen og genoptræningen og øger risikoen for at dø af sin sygdom. Alle Region Sjællands sygehuse og psykiatri sætter derfor i denne uge fokus på ernæring som et fælles ansvar for alle personalegrupper.

Straks ved indlæggelsen er det vigtigt via ernæringsscreening at få fastslået, om patienten er underernæret eller i risiko-gruppen. Hvis ja, så skal der lægges en plan for, hvordan den enkelte patient får nok at spise og drikke. Med en målrettet ernæringsplan med ekstra energi og protein kan patienten klare sig bedre gennem sit sygdomsforløb. En målsætning er, at patienterne får dækket mindst 75 procent af deres energi- og protein behov.

Lyst til at spise

At give patienterne lyst til at spise, er også vigtigt. Her gør rare og rolige rammer en forskel.

- Patienten skal sidde godt, og den småtspisende skal have overskuelige portioner. Stuegang, blodprøver og andre forstyrrelser skal helst undgås under måltidet, siger Lisbeth Lumby Rasmussen.

- Patienter og pårørende informeres om, at maden er en vigtig del af behandlingen. De pårørende er også velkomme til at komme med gode ideer til, hvad vi kan tilbyde at spise og drikke.

Hvis patienten fortsat er i risiko for underernæring og vægttab ved udskrivelsen, udarbejder sygehuset en ernæringsplan, så f.eks. hjemmepleje eller plejehjem kan videreføre indsatsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App