Op mod 70 procent af svinebesætninger har husdyr-MRSA

Screening af landets svinebesætninger viser, at svine-MRSA florerer i op mod 70 procent af dem, siger minister

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Udbredelsen af svine-MRSA i de danske svinebesætninger er 'meget, meget alvorlig'. Sådan lyder det fra fødevareminister Dan Jørgensen (S) på et samråd om MRSA i Folketinget onsdag.

Her forklarer Dan Jørgensen, at regeringen i øjeblikket afventer en ekspertgruppe, der i slutningen af november vil komme med anbefalinger til, hvad man skal stille op med MRSA. Og i den forbindelse nævnte Dan Jørgensen et foreløbigt resultat af screeningen af svinebesætningerne, som indgår i eksperternes arbejde.

- Ekspertgruppen vil inddrage resultater fra den igangværende screening af besætninger for MRSA. Vi afventer stadig resultatet, men vi må allerede nu forberede os på, at der desværre vil være en stigning at identificere på et sted formentlig over 50 procent og måske helt op til 70 procent af besætningerne, siger Dan Jørgensen.

- Og det er naturligvis meget, meget alvorligt, tilføjer han.

- I den forbindelse er det glædeligt, at erhvervet selv har taget initiativ til at halvere forbruget af bredspektret antibiotika, lyder det fra ministeren.

- Vi må indstille os på, at MRSA er af en sådan en karakter, at der næppe er nogle snuptagsløsninger, der kan løse det her fra den ene dag til den anden, uanset hvor mange penge man bruger, siger Dan Jørgensen.

27 børn under 1 år smittet

En del af debatten på samrådet drejede sig blandt andet om, hvorvidt der er eksempler på, at selv helt små børn har været smittet med svine-MRSA. Og det er der, viser tal fra Sundhedsstyrelsen, som fødevareministeren refererede.

Helt nøjagtig 27 børn under 1 år har været smittet i perioden 2007 til 2013, oplyste Dan Jørgensen.

Staldbesøg droppet

I september blev flere værnepligtige på Antvorskov kaserne i Slagelse testet positiv for MRSA. Det viste sig dog, at de var ramt af en variant, der smitter mellem mennesker og altså ikke den fra svin.

På omkring samme tidspunkt meldte Sundhedsstyrelsen ud, at den frarådede børn at besøge svinestalde, og derfor blev de ellers populære åbne landbrug i svinestalde droppet. 6 svinebesætninger her i regionen skulle have haft besøg af børnefamilier, men det blev altså aflyst.

1207 personer smittet i første halvår

Sundhedsstyrelsen skriver på sin hjemmeside, at 1207 personer var smittet med MRSA i første halvår af 2014. Heraf var 455 smittet med MRSA af svinetypen CC398. I 1. halvdel af 2013, var der til sammenligning 248 tilfælde med CC398.

Fra 1. januar til 1. juli i år er der fundet 25 tilfælde af blodforgiftninger med MRSA. 6 af de ramte personer døde indenfor 30 dage. Af de 25 tilfælde var 3 med MRSA CC398, hvoraf en person døde indenfor 30 dage.

/ritzau/TV ØST


Nyhedsoverblik