Ny tigerhun skal stifte familie i Knuthenborg

Foto: Knuthenborg Safaripark Foto: Knuthenborg Safaripark

Efter otte års venten får Knuthenborg Safaripark nu en ny avlstiger. Hun skal efter planen være mor til de kommende tigerunger i parken.

De har ventet længe på hende. Faktisk i otte år. Og nu har de endelig fået hende: Knuthenborg Safaripark har fået en ny tiger.

- Vi har ventet i otte år på det her. Nu er hun her, og vi glæder os meget, siger Lisbeth Høgh, der er dyrechef i Knuthenborg Safaripark.

Det er ikke en hvilken som helst tiger, der nu flytter ind i parken. Det er en avlstiger, der forhåbentligt skal være mor til tigerkillinger i Safariparken fremover.  Lige nu befinder den nye tigermor sig dog alene i tigerstalden, hun er endnu ikke klar til at blive lukket sammen med de andre sibiriske tigre i parken. Arbejdet på at skaffe hende en kæreste er dog igang. 

På jagt efter en kæreste til tigeren

   

Den nye tiger er en ung hun på 2,5 år, og kommer fra en engelsk zoologisk have. Hun-tigeren bliver først kønsmoden om et års tid, men jagten på hendes partner er allerede i fuld gang.

- Nu har vi langt om længe fået en avlstiger, og herfra starter en lang proces. Vi skal skaffe hende en han-tiger at parre sig med. Og han er måske ikke engang født endnu, siger Lisbeth Høgh.

Unge på tre måneder kan blive tiger-far

Den nye tiger er en nøje udvalgt avlstiger, der er blevet udvalgt af det europæiske avlssamarbejde.

For at sikre at bestanden af sibiriske tigre i de europæiske dyreparker og zoologiske haver udvikler sig godt og har gode gener samt modvirker indavl, bliver der ført nøje kontrol med hvilke tigre, der udvælges som avlsdyr.

- Vi har kig på en tiger-unge på 3 måneder, der virker til at have de rigtige gener. Men vi ved ikke noget lige nu -  andet end at der godt kan gå et stykke tid, før den rigtige han er fundet, siger Lisbeth Høgh.

Et er sikkert.

- Der kommer tigerkillinger født i Knuthenborg i løbet af de kommende år, siger dyrechef Lisbeth Høgh.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App