Mystiske ting i indkørslen giver frygt for indbrud

Foto: TV ØST

Flere borgere i Ørslev ved Vordingborg har fundet mystiske ting i deres indkørsler og frygter, at det kan være tyve der afmærker potentielle steder at bryde ind

En værktøjskasse, en pengeseddel og et kødben er nogle af de ting, der har vakt mistanke i Ørslev de seneste dage. Værktøjskassen og kødbenet blev fundet i indkørslerne, mens pengesedlen blev fundet i en dør, og det har fået flere til at frygte, at det er kriminelle, der afmærker steder, hvor de kan bryde ind.

- Vi tænker jo, at det kan være tyve, der er rundt og mærke af. Det er en kendt fidus, og der har tidligere været skrevet en del om det i medierne, så vi går da og holder lidt ekstra øje herude, siger Søren Mørkmann.

Værktøjskasse, kødben og trøje

Han fandt selv noget af hundens legetøj i sin indkørsel onsdag og opdagede det, fordi han kørte over det på vejen ind. Han er sikker på, at det ikke lå der, da de kørte hjemmefra og derfor har han advaret og episoden i facebookgruppen '4760 hjælper hinanden'.

Det viste sig, at flere havde fundet mystiske ting på deres grunde.

Benjamin Nygaard Rasmussen skriver for eksempel, at han torsdag fandt en værktøjskasse i indkørslen, Sussi Charlotte Nielsen har fundet en gammel trøje på sin græsplæne, på Ore har en person fået en pengeseddel sat i døren, og fredag fandt Erling Blak Jensen et kødben i sin indkørsel på Garvervej, og selv om det kan være ting, som er blæst ind på ejendommene eller på andre måder er havnet der på uskyldigt vis, så er det en god ide at være opmærksom, lyder opfordringen fra politiet.

- Vi har tidligere oplevet kriminelle bander, der sætter ting i folks indkørsler, og hvis det får lov at stå der nogle dage, så ved de, at der ikke er nogen hjemme, og så kan det ende med indbrud. Det er typisk skrald som for eksempel en øldåse, der bliver efterladt, og det er en god ide at sørge for at fjerne tingene, siger politikommissær Carsten Olsen fra lokalpolitiet i Vordingborg.

Han opfordrer også til at være klar med kameraet.

- Jeg har selv oplevet, at det havde en god effekt at tage billeder af nogle fremmede på vejen. Det fik dem til at forsvinde. Man har lov til at fotografere andre på offentlig vej, og det kan altså være med til at få uvedkommende til at forsvinde, siger Carsten Olsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App