Den 46-årige kvinde blev idømt seks måneders fængsel for - gennem flere år - at have slået og sparket sine tre børn på ni og ti år. Det oplyser Retten i Holbæk.
Moren blev dømt for at have sparket børnene på kroppen, revet dem i håret og i et enkelt tilfælde tævet dem med bælte.
Da moren på et tidspunkt slog sin datter så hårdt, at hun måtte hospitalsindlægges i flere dage, skred myndighederne ind og tvangsanbragte børnene.
Hospitalsindlæggelsen var samtidig startskuddet til politisagen.
Kvinden skal afsone to af de seks måneder i fængsel. Børnene får ingen erstatning ud over for hospitalsindlæggelsen, oplyser byretten.
Den 46-årige mor udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.
/ritzau/