Millionprojekt: Tude Ådal skal fyldes med vand

Slagelse Kommune vil skabe Vestsjællands største og mest spændende rekreative naturområde. 33 millioner kroner er på vej fra staten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tude Ådal fylder ikke meget i landskabet endnu, men planen er, at genskabe det område, som i vikingetiden var vandvejen mellem Storebælt og Trelleborg.

Slagelse Kommune har ambitioner om at skabe et imponerende vandløb, der bliver mere end tre kilometer længere, end det er i dag. Og Vejlerne, som indtil 1800-tallet var et stort delta med varieret natur, skal igen være vådområde.

Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

-  Det er et af de største naturprojekter, vi nogensinde har set på Sjælland, og vi er utrolig stolte af at gå foran, både når det handler om unik natur og om at gøre noget for at afhjælpe klimaforandringer og skabe et bedre vandmiljø i Storebælt, siger borgmester i Slagelse, Stén Knuth (V).

Staten og EU har allerede bidraget med markant økonomisk støtte til projektet og Tude Ådal skal være Vestsjællands største naturområde. Ifølge kommunen vil dyr og planter få bedre levesteder, kvælstofforureningen af Storebælt vil blive mindre og landmændenes marker vil sjældent blive oversvømmet, lyder det.

 -  Vi tænker simpelthen natur, miljø og klima sammen. Derfor er projektet i Tude Ådal et af kommunens fyrtårne i kampen mod konsekvenserne af klimaforandringer”, forklarer Stén Knuth.

Projektforslaget er i offentlig høring frem til den 28. november og kommunens borgere og interesseorganisationer får altså mulighed for at påvirke projektet med kommentarer og forslag.

Det store arbejde med at genskabe Tude Å og de gamle vådområder kan gå i gang i løbet af 2016, når byrådet i Slagelse har godkendt de endelige planer.


Nyhedsoverblik