Mesterskab for læseheste

Foto: TV ØST

Der var masser af ord på programmet i Slagelse Musikhus fredag, hvor elever fra kommunens 6. klasser dystede om at blive oplæsningsmester.

"Brødrene Løvehjerte", "Det gyldne kompas" og "Lyntyven". Fredag formiddag stod i bøgernes og oplæsningens tegn i Musikhuset i Slagelse.

Her var der finale i de kommunale mesterskaber i oplæsning, hvor seks elever fra 6. klasse repræsenterede hver sin skole.

Finalisterne havde allerede bevist deres evner udi oplæsning ved de indledende runder samt semifinaler tidligere på året, men alligevel var der nerver på før konkurrencen.

- Jeg er ikke vant til at stå foran så mange mennesker og læse op, fortalte Christian Hvilsom fra Vemmelev Skole, den eneste dreng i finalen.

Oplæsningen blev overværet af over 100 elever og lærere fra de deltagende skoler. De kunne se og høre finalisterne læse op fra en selvvalgt bog, ligesom de også prøvede kræfter med en ukendt tekst, som først blev udleveret, da de stod på scenen.

Efter hård konkurrence kunne årets oplæsningsmester kåres. Titlen gik til Freja Westen fra Eggeslevmagle Skole.

- Det er svært at beskrive, hvordan jeg har det. Jeg er bare megaglad og lidt overrasket, lød det efterfølgende fra vinderen, der modtog en e-bogslæser for bedriften.

Det er 4. år i træk Slagelse Kommune arrangerer konkurrencen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App