Markant færre udlændinge bliver danskere

Foto: Arkiv Foto: TV ØST

Det er blevet sværere at få lov til at få dansk statsborgerskab. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Langt færre udlændinge får lov at kalde sig danskere. Fra at toppe i år 2000, hvor 19.323 personer født i udlandet fik et rødbedefarvet pas, var antallet sidste år faldet til 4.500. Det viser tal fra Danmarks Statistik, skriver metroxpress.

I samme periode er antallet af personer fra andre lande, der får opholdstilladelse, mere end fordoblet fra 34.881 til 72.342 sidste år.

Seniorforsker Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder påpeger, at det er blevet markant sværere for udlændinge at blive danskere på grund af sprog- og videnstest.

- En af hovedgrundene til det markante fald er givetvis, at det siden 2002 er blevet langt sværere at blive dansk statsborger. Den nuværende regering har strammet reglerne igen. Til gengæld er der nu mulighed for dobbelt statsborgerskab, hvilket vil få flere til at søge, siger hun til metroxpress.

Men en ting er udlandsdanskere, noget andet dem, som kommer hertil.

- Det kan være et problem, at vi har så mange, der bor her permanent, men ikke har dansk statsborgerskab. For nogle bliver spørgsmålet, hvor de hører til. Det gælder særligt dem, der er født og opvokset her, siger hun.

SF's Jacob Mark kalder udviklingen bekymrende.

- Giver man ikke folk mulighed for at føle sig som en del af Danmark, skader man deres selvopfattelse. De skal hjælpes til at lære dansk og forsørge sig selv, siger han.

Mens de konservative synes, det skal være svært at blive dansker.

- Det er stor forskel på at gå fra medborger til statsborger. Danmark er stadig slet ikke så svær som USA, siger Naser Khader.

Fakta: Antal udlændinge, som får dansk statsborgerskab:

  •       2000: 19.323
  •       2002: 16.662
  •       2004: 14.976
  •       2006: 7.961
  •       2008: 5.772
  •       2010: 3.006
  •       2012: 3.267
  •       2014: 4.500

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App