Mange har forgæves drejet bilnøglen i tændingen her til morgen. Men bilen startede ikke. Falck fortæller, at væsentligt flere har ringet efter hjælp på grund af bilens koldstart.
- Torsdag var der fire med problemer. I dag er det 39 personer i region Sjælland. Det er en hel del flere end normalt, siger Klaus Kristiansen, der er kommunikationsmedarbejder i Falck, til TV2 ØST.
Hos Dansk Autohjælp er billedet det samme, 35 biler er blevet startet her til morgen i regionen.
Det faktum, at det er mandag i dag, har ikke gjort problemet mindre.
- Vi ser typisk, at hvis man har en bil, der ikke har kørt en hel weekend, og det er lidt koldt, så giver det problemer, siger Klaus Kristiansen.
Falck foreslår, at man i løbet af weekenden ruller en kort tur i bilen. Det minimerer risikoen for en koldstart. Og hvis man skal starte en kold bil, så tænd lyset først - og vent 30 sekunder, inden du tænder bilen.- Det kan være med til at sparke liv i batteriet, siger Klaus Kristiansen.
Derudover foreslår redningschef hos Falck, Region Sjælland, Rene Frylund, at man nu skifter til vinterdæk, tjekker sine vinduesviskere og fylder sprinklervæske i tanken.