Mand gik fuld til køreprøve i Ringsted

Arkivfoto Foto: TV ØST

En 60-årig mand mødte fuld op for at generhverve sit kørekort, som han tidligere har mistet på grund af spirituskørsel.

Klokken var kun 9.12 i går, da en af politiets køreprøvesagkyndige stod klar i Søgade i Ringsted for at tage en 60-årig mand fra Ringsted op til køreprøve.

Men det blev der ikke noget af. Den 60-årige skulle have gået til køreprøve for at generhverve sit kørekort efter at en frakendelsesperiode for spritkørsel var udløbet.

Alkometeret måtte frem

Men han mødte op til prøven i går i så mistænkelig en tilstand, at den køreprøvesagkyndige ringede efter en politipatrulje med et alkometer.

Det skriver DAGBLADET Ringsted.

- En patrulje fik via en alkometertest bekræftet mistanken, så den 60-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og sigtet for spritkørsel, idet han havde haft en køretime inden deltagelse i den planlagte køreprøve, oplyser pressetalsmand Martin Bjerregaard, Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet oplyser aldrig, hvad alkometeret viser i spritkørselssager, fordi alkometeret kun er en rettesnor, mens blodprøvens resultat er gangbart bevis i retten.

Martin Bjerregaard oplyser dog, at politiet vil blive meget overrasket, hvis blodprøven kommer ud med et resultat under promillegrænsen på 0,5.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App