Mand får 7 års fængsel for dødsvold mod kæreste

Foto: TV ØST

Landsretten mildner straf til mand, som knivdræbte sin kæreste. Nu slipper han med 7 år for dødsvold.

En 30-årig mand er onsdag blevet dømt for at have stukket sin kæreste ihjel under et skænderi i Slagelse forrige år.

Dommen er afsagt af et nævningeting i Østre Landsret, der fastslår, at manden skal 7 år i fængsel for vold med døden til følge.

Landsretten giver dermed en klækkelig strafrabat i forhold til de 12 år, som Hans-Lars Vittus Singertat blev idømt sidste sommer, da Retten i Næstved fandt ham skyldig i manddrab.

Stukket i hjertet

Forbrydelsen fandt sted ved et-tiden om natten 21. september 2012, da kvinden blev stukket i hjertet med en lang køkkenkniv.

Få minutter senere døde hun af det dybe knivstik - 27 år gammel.

Den dømte har forklaret, at kvinden hoppede på ham for at give ham et kram, men at hun uheldigvis blev ramt af den kniv, som han holdt i hånden.

Samliv var turbulent

Under retssagen er det kommet frem, at parrets samliv var turbulent, og at deres forhold var præget af hash- og alkoholmisbrug.

Flere naboer har forklaret, at de på gerningsnatten hørte skænderier fra parrets lejlighed i Frederiksgade.

Hans-Lars Vittus Singertat er desuden dømt for simpel vold mod sin kæreste forud for knivstikkeriet. Her skulle han have slået sin dengang gravide kæreste i baghovedet og sparket hende i ryggen.

10 dage inden det dødelige knivoverfald fødte kvinden deres fælles barn, som dog blev tvangsfjernet.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App