Lummervarme kommer før kold vind

Vejrugen lægger ud med en lun, men våd befrielsesdag. Herefter tager temperaturen dog et dyk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver skruet ned for solen og op for regnen de kommende dage.

For selvom det mandag morgen kun er den østlige del af landet, der døjer med regn, har en fugtig luft tag i hele landet, lyder det fra DMI.

- Denne uge byder på fugtig luft, og det starter allerede mandag, hvor dagen er diset, selvom der kan komme lidt eller nogen sol, siger vagthavende Frank Nielsen til Ritzau og fortsætter:

- Tirsdag får vi også den fugtige luft at mærke. Der kommer et varmt pust sydfra med temperaturer op til 20 grader lokalt, men varmen bliver fulgt af meget fugtig luft, så vi kan få regn om formiddagen og igen om eftermiddagen.

Dermed står befrielsesdagen i regnens tegn.

- Regnen er især kraftig om eftermiddagen. Der falder nok 15 millimeter i hele landet. Lokalt op til 30 millimeter.

- Dagen er lun, men himlen kan godt lukke op for sluserne, så skal man til nogle arrangementer på dagen, skal man nok have paraplyen med, siger Frank Nielsen.

Både mandag og tirsdag ligger temperaturen på 12-17 grader.

Onsdag kommer der ligeledes byger, men de kaster ikke lige så meget nedbør af sig, og solen kan komme frem fra skyerne.

Vinden tager til gengæld fat og kan blive jævn til hård. Det blæsende vejr bliver ved torsdag, hvor det også bliver køligere med 10-13 grader. Her kan vinden nogle steder nå op til kulingstyrke.

Til gengæld burde rusken onsdag og torsdag stilne af.

- Med lidt held retter vejret sig op til weekenden. Fredag kan der komme en enkelt byge, og det bliver nok ikke en varm weekend, men trods alt acceptabel med tørt og nogen sol, siger Frank Nielsen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik