Lolland-Falster inviterer folk på vandet

Lørdag inviterede seks byer på Lolland og Falster til en weekend med aktiviteter til vands. Arrangørerne kalder det en 'Van(d)vittig Weekend.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom sommervejret efter nogens mening ikke helt er nået til Danmark, så arrangerede seks byer på Lolland og Falster forskellige vandaktiviteter lørdag. 

Det er Business Lolland-Falster og det lokale erhvervsliv og turismebureauer, der står bag initiativet, som de har døbt 'Van(d)vittig weekend'. 

I Nykøbing Falster kunne man for eksempel tage på en guidet tur udover Guldborgsund i en såkaldt slowboat.

Hvis man var til mere hurtige hesterkræfte kunne man også prøve en tur i en rib-båd, der er en slags gummibåd. Den sejlede ud på vandet med 90 kilometer i timen, hvor man derfra også kunne prøve at snorkle. 

I en stribe andre byer på Sydhavsøerne var der også mulighed for at prøve alt fra kitesurfing, lystfiskeri til udendørs cross-fitness og kajaksejlads.

Projektleder hos Business Lolland-Falster Jane Errebo mener, at man kan udnytte de 600 kilometer kyst og stand, der strækker sig langs Lolland-Falster langt bedre, end man gør i dag. 

- Ved at engagere lokale foreninger og det lokale turismeerhverv og få dem til samarbejde om nogle arrangementer i havnene og ved kysterne, så viser vi, at det kan lade sig gøre. Dermed kan vi komme ud at nyde vores strande og havne og se dem fra en ny vinkel, siger Jane Errebo. 

Arrangementet forsætter søndag, og programmet for søndagens aktiviteter kan du se via linket her.


Nyhedsoverblik