Lokalt band spiller før AC/DC

Glumsøbandet Blended Brew er med til at starte festen, når AC/DC i aften spiller i Roskilde. De varmer nemlig publikum op, før bandet går på.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kun i lidt over en uge har Glumsø-bandet Blended Brew vidst, at de skal på scenen foran det største publikum, de nogensinde har spillet for. Her fik de nemlig det meget uventede opkald om, at de var blevet valgt til at spille før AC/DC går på scenen i Roskilde.

- Jeg startede med at ryste over det hele, og mit hjerte begyndte at banke helt vildt hurtigt. Jeg turde næsten ikke tro på det lige først, siger Jimmy Månsson, der er forsanger i bandet.

Blended Brew havde meldt sig som muligt band til opvarmningen af publikum, da radiostationen MyRock sammen med Royals TakRock meldte ud af de ledte. De havde langt fra regnet med at blive valgt.

Men tirsdag eftermiddag går det løs, når bandet har fået omkring en halv time til at underholde AC/DC-fansene på Dyrskuepladsen i Roskilde. Og slagplanen er klar:

- Vi regner med at tage det, som det er - og simpelthen bare gøre det, vi plejer. Det lyder måske underligt, men det er faktisk nemmere, jo flere mennesker, der er, siger Jimmy Månsson.

Og i så fald bliver det rigtig nemt for Glumsø-bandet i aften.  Arrangørerne har fortalt bandet, at de regner med at omkring 10-20.000 indfinder sig til deres koncert.

Bandet skal spille i det såkaldte præområde, hvor publikum opholder sig i timerne op til aftenens hovedkoncert med AC/DC. Til den koncert er der solgt 55.000 billetter.

Og det er ikke kun de mange mennesker, der gør oplevelsen stor for Blended Brew. Som rock-band er det noget særligt at gå på før selveste AC/DC.

- Vi er kæmpe fans ad AC/DC. For mig er de indbegrebet af, hvad den type rock står for, siger Jimmy Månsson.

TV ØST har tidligere besøgt Glumsø-bandet, da de gjorde klar til en Kina-tour. Se eller gense indslaget her: 


Nyhedsoverblik