Lokale firmaer mister arbejde

Foto: TV ØST

Fra den 1. september skal lokale firmaer ikke længere stå for praktisk hjælp til 500 ældre i Odsherred Kommune.

Lisbet Larsen er én ud af seks rengøringsassistener hos Egebjerg Rengøring, som for nylig fik en fyreseddel.

- Det er ærgerligt og meget trist. Jeg har en flink arbejdsgiver, og borgerne er glade, siger Lisbet Larsen.

Danclean i Nykøbing Sjælland har også måtte fyre tre medarbejdere. Fyringerne sker, fordi tre Odsherred-virksomheder for nylig tabte, da kommunen sendte opgaven med at gøre rent hos 500 borgere i udbud.

- Det er borgerne, der bliver ramt, og de ansatte vi har. Og så mister kommunen selvfølgelig også nogle skatteindtægter, siger Preben Larsen, som ejer Danclean.

I fremtiden skal Elite Miljø A/S fra Horsens varetage rengøringsopgaven. Preben Larsen og Hans-Henrick Jørgensen, som er direktør i Egebjerg Rengøring, er skuffede over, at Odsherred kommune har ladet opgaven gå til et firma fra jylland fremfor et lokalt firma.

- Vi vil jo gerne bevare arbejdspladserne, og vi havde selvfølgelig håbet på at få opgaven, siger Hans-Henrick Jørgensen.

Der har ikke været klager over servicen hos hverken Egebjerg Rengøring eller Danclean, som har varetaget rengøringsopgaven i årevis. Desuden var timeprisen på 289 kroner, som de lokale virksomheder tilbød, lavere end timeprisen på 305 kroner, som Elite Miljø A/S tilbød. På årsbasis bliver det til cirka 170.000 kroner.

Alligevel har Odsherred Kommune vurderet, at Elite Miljø A/S kan levere bedre kvalitet end de lokale virksomheder.

- Jeg synes, at det er trist, at man lader så stor en opgave gå til et firma fra Jylland, når man tænker på, at vi bor i et udkantsområde, hvor der i forvejen er mangel på arbejdspladser, siger Preben Larsen fra Danclean.

06:13 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App