Ledige hænder i flaskehalsområder

Mange brancher skriger efter arbejdskraft, mens der går ledige rundt, der selv har angivet, at de er i stand til at varetage et job indenfor et mangelområde.

Pædagoger, rengøringspersonale og ekspedienter er en efterspurgt mangelvare i det meste af landet. Alligevel går der tusinder af ledige rundt og har været uden arbejde i mere end tre måneder. De har endda selv angivet, at de er i stand til at varetage et job inden for én af disse kategorier.

Det skriver Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev, Agenda, torsdag.

På Sjælland bliver der skreget efter arbejdskraft, mens regionen samtidig har en arbejdskraftreserve af ledige dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 1-3.

- Det er også tåbeligt, for det er jo nu, at vi virkelig har chancen for at få dem afsat. Jeg kan ikke entydigt forklare det, men alle parter har en del af ansvaret, siger næstformand i Beskæftigelsesrådet for Hovedstaden & Sjælland og formand i LO Storkøbenhavn Peter Kay Mortensen til Agenda.

Ifølge endnu ikke offentliggjorte tal fra de fire beskæftigelsesregioner går 9000 pædagogmedhjælpere, 8500 rengøringsassistenter og 3300 potentielle butiksekspedienter rundt uden job.

Formanden for foreningen af Jobcenterchefer og jobcenterchef i Slagelse, Hans Erik Rasmussen, mener ikke, jobcentrene kan gøre mere end de allerede gør.

- I dag har de ledige et meget stort personligt ansvar for selv at søge de opslåede job. Det er hele idéen med jobnet.dk, at de ledige betjener sig selv, og så står jobcentrene til rådighed med hjælp, hvis en ledig efterspørger den. En del af de ledige er sig bare ikke det ansvar tilstrækkelig bevidst, siger Hans Erik Rasmussen ifølge Agenda.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App