Lars fandt denne levende skorpion i sit køkken

Sådan så skorpionen fra Lars Thiers køkken ud. her er den fotograferet på bunden af et stort kaffeglas. Foto: Lars Trier

Lars Thier fra Nyråd fandt onsdag morgen en vaskeægte, levende skorpion i sit køkken.

- Først tænkte jeg, at det var en stor edderkop. Men da jeg så kiggede nærmere på den, så kunne jeg se at den løftede halen – og så pilede den væk.

Sådan fortæller Lars Thier om sin oplevelse onsdag morgen, da han fandt en levende skorpion på et dørtrin i sit køkken i Nyråd ved Vordingborg.

- Jeg blev selvfølgelig lidt beklemt over fundet. Jeg tænkte især på, om den var giftig – og om den kunne gøre skade på vores hunde. Men jeg besluttede, at jeg ville fange den i live, og ikke bare smadre den. Og så startede jagten ellers. Det var svært. Den løb altså meget hurtigt, og halen stod jo op som på en film, fortæller Lars Thier til TV ØST.

Han forklarer samtidig, at familien overvejer at foretage en grundig hovedrengøring i køkkenet – også bare for en sikkerheds skyld - for at være sikker på, at der ikke er flere skorpioner i huset.

Video: Se skorpionen fra Nyråd

Lever i England

Skorpionen er tre centimeter lang, og er en Euscorpius. Det forklarer naturvejleder Klaus Bek Nielsen, der har artsbestemt skorpionen for TV ØST.

- Der er mange underarter til netop denne type skorpioner. Men for det første, så er den ikke farlig for mennesker, selvom den godt kan stikke og det sikkert er lidt ubehageligt. For det andet, så er tre centimeter et lille eksemplar af arten, siger naturvejlederen.

Han forklarer, at skorpionen lever i mange europæiske lande. Man skal dog helt til det sydlige England for at finde det nærmeste sted til Danmark, hvor skorpionen lever i naturen.

Klaus Bek Nielsen beroliger samtidig Lars Thier med, at der ikke er tale om et flokdyr.

- De plejer at leve alene, så der gemmer sig næppe en koloni i huset, siger han.

Sendes til Naturhistorisk Museum

Lars Thier tog flere billeder af skorpionen efter han havde fanget den onsdag morgen. Et af dem blev sendt til TV ØST – men et andet endte ved Naturhistorisk Museum i København, der nu har bedt om at få skorpionen tilsendt i live.

- Jeg synes, at det er sjovt, at de vil se den. Altså, det er jo et meget lille dyr. Det ligner mest af alt en stor edderkop, siger Lars Thier.

Skorpionen er sandsynligvis kommet med familien hjem fra en ferie for to år siden, og har siden levet i skjul i familiens køkken. Den kan dog også være kommet til Danmark som blind passager med eksempelvis en nabo – eller den kan måske leve naturligt på den sydlige del af Sjælland og øerne.

Kan måske leve naturligt i Danmark

Skorpioner er i familie med edderkopperne, og er mest af alt kendt for deres hale - der indeholder en giftbrod - og deres klosakse.

Ifølge Klaus Bek Nielsen kan skorpionen på grund af den globale opvarmning godt være på vej til Danmark

- Området er et af de varmeste i Danmark, og det kan faktisk betyde, at de har slået sig ned i naturen. Vi skal dog se flere eksemplarer, før vi for alvor går i gang med en systematisk jagt på dem, siger han.

Der er tidligere blevet fundet skorpioner i Jylland – men fundet i Nyråd er efter alt at dømme det første fund på Sjælland registret nogensinde.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App