Kunder har delte meninger om ny isbutik

Foto: TV ØST

Gratis is fik torsdag mange til at strømme til en ny Paradis Is i Holbæk. Men ikke alle bifalder, at det bl.a. er produktionsskoleelever, der står bag disken.

Da køen var længst, skulle man nok regne med at vente i over halvanden time på en Paradis Is på havnen i Holbæk i dag.

- Det er gratis jo, så det er med at slå til, sagde en af kunderne, Zakaria Abdiaziz fra Holbæk.

Butikskoncept til debat
Iskiosken har ellers været omdiskuteret forud for åbningen.

Det vil nemlig ikke kun være Paradis-ansatte, der står bag disken, men også elever fra Nordvestsjællands Produktionsskole.

Den idé bliver bakket op af både kommune og byens erhvervsforum, men det falder nogle af byens andre issælgere for brystet.

Læs også:Erhvervsdrivende i Holbæk klager over unfair is-konkurrence

De mener ikke, det er fair, at elever fra en offentligt betalt skole skal sælge is, når de selv har udgifter til al deres personale.

Omvendt har forstanderen for skolen, Henrik Bendixen forklaret, at det er til gavn for eleverne at lære at begå sig i en rigtig butik, hvis de vil gøre sig håb om at finde elevpladser og arbejde.

Kocept deler kunderne
På havnen i dag var der forståelse for begge sider i sagen.

- Jeg er sådan lidt delt omkring det, siger en af kunderne, Mette Hartvig fra Holbæk og fortsætter:

- Jeg synes, det er en rigtig god erfaring for eleverne at få, men jeg kan også godt forstå, at nogle af de erhvervsdrivende tænker, at det er unfair konkurrence med det her kendte mærke og under de betingelser.

En anden kunde mener ikke, det skader med flere isbutikker i byen:

- Hvis man nu er oppe i Smedelundsgade, som var i fjernsynet forleden dag, så går man jo ikke helt herned for at købe en is, og er man nede på havnen, går man ikke helt op i Smedelundsgade. Så mon ikke de overlever allesammen? Det vil jeg da næsten tro, og det vil jeg da også håbe, de gør, siger Erik Petersen.

Uanset holdning, så var de gratis Paradis is noget af et tilløbsstykke i dag.

02:47 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App