Kommuner spilder millioner på at handle selv

Kommunerne kan spare mange penge ved at bruge de fælles indkøbsaftaler. I stedet ender de ofte med at betale overpris.

Millioner af skattekroner går hvert år til spilde, når kommunernes medarbejdere ikke benytter sig af de indkøbsaftaler, som de ellers har forhandlet sig frem til.

Det skriver DR P4 Sjælland.

På Susålandets Skole ved Næstved kunne man have sparet 550.000 skattekroner på nye møbler, hvis man havde benyttet sig af indkøbsaftalerne. I stedet for at betale 250.000 kroner for møblerne, så endte regningen nemlig med at lyde på 800.000 kroner.

- Nu er jeg typen, der bøjer mig ned, hvis jeg ser en 50-øre på gaden. Og jeg kan godt garantere, at jeg også ville bøje mig ned, hvis jeg så en halv million kroner. Derfor er det også pokkers ærgerligt, når vi bliver opmærksomme på de her ting, siger centerchef for Trafik og Ejendomme i Næstved Kommune, Tyge Wanstrup, til DR P4 Sjælland.

Næstved Kommune er blot et af mange eksempler på, at pengene fosser ud af kommunekasserne. Mange kommuner har nemlig lavet fine aftaler om billige indkøb. Problemet er bare, at de sjældent bliver brugt, oplyser radiostationen.

- Der er penge at hente. Man kan også se efter kommunalreformen, hvor vi fik større og stærkere kommuner, at der er kommet mere gang i aftalerne. Det kræver nemlig en vis volumen, hvis man skal gå ind og lave de forpligtende indkøbsaftaler, siger Ulf Hjelmar, der er kommunalforsker ved Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA).

I Næstved Kommune vurderer indkøbschef Lotte Elming, at kommunen kunne spare ti millioner kroner, hvis medarbejderne i højere grad brugte indkøbsaftalerne.

Finansministeriet: 1,5 milliarder kroner kan spares

- Det er vigtigt for os i kommunen, at vores institutioner husker at bruge aftalerne, så vi kan bruge pengene til øget velfærd. Hvis vi ikke får højnet vores udnyttelsesgrad af aftalerne, så går vi glip af de gode penge, som vi har brug for til andre formål, siger Lotte Elming til DR P4 Sjælland.

Finansministeriet vurderede for et par år siden, at landets kommuner tilsammen kunne spare mere end 1,5 milliarder kroner, hvis de blev bedre til at huske indkøbsaftalerne.

I aften sætter Thomas Buch Andersen mere fokus på kommunernes indkøbsordninger, når DR1 kl. 20.45 sender programmet 'Spild af dine penge'.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App