Kommuner fortæller ikke forældre om støtteordning

Foto: TV ØST

Kommunerne glemmer alt for ofte at fortælle forældrene til tvangsfjernede børn, at de faktisk har krav på støtte.

 Et øre der lytter eller en skulder at græde ud ved. Forældre til anbragte børn og unge får ikke den hjælp, de har krav på. Ifølge Serviceloven paragraf 54 har de ret til en uvildig støtteperson, men kun knap 20 procent af forældrene til de cirka 12.000 anbragte børn herhjemme har en støtteperson.
 
Det fortæller P4 Sjælland
 
- Jeg vidste intet om ordningen før jeg af omveje hørte om den - og støttepersonen har givet mig hjælp til at komme videre, siger Dorte fra Næstved, der på grund af en depression fik anbragt sine to børn udenfor hjemmet.
 
En del forældre vælger også at sige nej, simpelthen af frygt for at støttepersonen er ansat af kommunen, siger formand for forældrelandsforeningen FBU, Alice Sørensen, som rådgiver forældre til anbragte børn.
 
- Mange forældre tror, at støttepersonen bare er kommunens forlængede arm. Derfor understreger vi altid, at støttepersonen har tavshedspligt overfor kommunen og at formålet med støttepersonen er at lytte og være der for forældrenes egen skyld, siger Alice Sørensen til P4 Sjælland.
 
I Dansk Socialrådgiverforening siger næstformand Niels Christian Barkholt at socialrådgiverne har pligt at til orientere forældrene om at de krav på en støtteperson, men at det ikke altid nytter noget.
 
- Det kan strande på, at man som kommune erkender, at der ikke er potentiale i at skabe et samarbejde mellem forældre og støttepersonen, hvis der ikke er motivation at spore hos forældrene, siger Niels Chrisitan Barkholt. Han understreger samtidig, at i de tilfælde hvor det lykkedes at knytte forældrene til en støtteperson er det ofte til god gavn for familierne - og ikke mindst de anbragte børn.
 
Siden 2001 har kommunerne været forpligtiget til at orientere forældre til børn, som bliver anbragt udenfor hjemmet, at de har krav på uvildig støtte og rådgivning.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App