26. januar 2014
Jeg er lidt bange ...
- Mor version 2.0 er lige om hjørnet!
For snart et år siden løb Børnemanualen over skærmen for første gang. Dengang var jeg mor til én enkelt lille dreng på 3 år.
I dag satte jeg mig så og genså nogle af programmerne og genlæste bloggen, som stadig ligger lige her nedenfor
Jeg huskede frustrationerne og mindede mig selv om, at der findes en måde at håndtere alle børne-udfordringer på. At det går over. Men også, at man aldrig skal hvile på laurbærene, for lige om lidt kommer der en ny frustration eller udfordring.
Og lige om lidt kommer der virkelig en ny børneudfordring - susende lige i fjæset på mig!
Jeg er nemlig ca. en måned fra at blive mor til TO!!!
På den ene side en ret naturlig udvikling, sådan rent Danmarks-demografisk (de der 1,7 børn per danske kvinde føder jo ikke sig selv). Og jeg er bestemt også tilhænger af "bestandens overlevelse" (så mindst to børn per par må jo være på sin plads!)
På den anden side er det mega angstprovokerende at skulle starte forfra. Nu med to små børnemonstre, som også skal forholde sig til hinanden!
Jeg føler egentlig, at min personlige børnemanual burde tilføjes en hel del kapitler, men jeg ved jo bare ikke helt, hvad der skal stå i dem?!?
Så please kære venner: fortæl mig, at det nok skal gå, at jeg kan forvente det værste, at det går over - og at jeg går mine livs hårdeste år i møde ...
Gode råd og erfaringer er mere end velkomne! her
17. april 2013
…forsat: Det ulmende børnemonster er bare tryg og glad!
Som lovet og lige på falderebet inden det sidste kapitel af Børnemanualen løber over skærmen i aften (hvorefter jeg forventer at miste alle mine privilegier som børneopdragelses-blogger og blive forvandlet tilbage til en frø!).
Men I skal ikke snydes for sundhedsplejerskens gode pointer om det ulmende børnemonster! For som jeg skrev i min forrige blog, så havde Michael og jeg besluttet at booke et møde, for at få et par gode råd.
Vores sundhedsplejerske hedder Helle og er helt fantastisk. Det første hun nogensinde sagde til os var: "I skal huske, at Frode er kommet for at blive en del af jeres liv - ikke for at lave om på det hele." Den indstilling kunne jeg rigtig godt lide hende for, fordi den gav mig plads til stadig at være Kathrine - med karriere, venner og fester - og ikke kun Frodes mor. Og faktisk viser det sig, at Helle i princippet er Frodes sundhedsplejerske helt frem til han bliver 16 år - det er bare de færreste, der gør brug af sundhedsplejersken så længe. Men hun er der altså, og det var en kæmpe hjælp for os at have et møde med hende.
Bare lige for at opsummere, så har Frode været pisseirriterende i nogle uger. Han vil ikke gøre, hvad vi siger. Han skriger og går helt amok, når vi holder fast på reglerne. Og selvom vi forsøger at bevare roen og ignorere hans hysteri, så har det været møghårdt og frustrerende, fordi vi kom i tvivl … igen!
Helle sagde mange gode ting - blandt andet, at vi gør det helt rigtige (og det kan vi forældre jo godt li' at høre). Det er rigtigt, når vi: Holder om Frode, når han bliver hysterisk. Tager ham væk fra situationen og giver ham en time-out. Taler stille og roligt og tager udgangspunkt i os selv - fx: Det vil JEG ikke ha' … osv.
Og så sagde hun faktisk noget nyt og meget beroligende. Frode tester os og bliver kun så hysterisk, fordi han er tryg og glad. Hvis han var usikker på os eller vores reaktion, ville han slet ikke turde opføre sig sådan. Utrygge børn er tilbageholdende og føjelige, fordi de ikke vil påkalde sig unødig opmærksomhed, de sidder stille i et hjørne og stiller ingen krav. Og det betyder også, at når Frode skriger ad både min mor og søster, som det er sket et par enkelte gange, når de har passet ham, så er det en kærlighedserklæring. Han er tryg ved dem, så han tør godt udfordre situationen og teste grænserne. Og så længe der ikke er noget, der gør ondt på ham, så skal vi sådan set bare tage det roligt og lade ham skrige færdig, trøste ham - og så gå tilbage til det, vi nu var i gang med. Mantraet skal være: Du er ok - jeg er ok - også selvom vi ikke er enige …
Pyha! Michael og jeg havde det så meget bedre efter den snak, og det gav os faktisk fornyet energi til at tage fat om en af de ting, der ofte var årsag til en konflikt, nemlig vores morgenritualer. Vi ville gerne have fjernsynet taget ud af ligningen om morgenen - i stedet har vi indført et skema, der viser de fire ting Frode skal hver morgen: Tage tøj på, spise morgenmad, børste tænder og have overtøj på. På den måde kan Frode hele tiden gå over på tavlen og se, hvad han skal, hvad han mangler, og så får han en stjerne, når det er gjort. Når han har alle fire stjerner må han se fjernsyn, når han kommer hjem fra Børnehave. Og den har han købt FULDSTÆNDIG! Hver gang han siger: "Jeg vil gerne se fjernsyn," afleder vi ved at sende ham hen og se på tavlen. Hvad skal vi huske? Hvor mange stjerner har du? Vil du selv sætte en stjerne? Det virker faktisk så godt, at vi har gjort præcis det samme om aftenen, hvor skemaet har billeder af: Aftensmad, nattøj, tandbørsten og to bøger. På den måde har vi gjort det hele lidt mere gennemskueligt og ensrettet for vores lille børnemonster.
PS. Du kan se vores skemaer og nogle flere af sundhedsplejerskens gode råd, hvis du går ind på vores Facebookside
1. april
7 programmer om opdragelse – og jeg er stadig i tvivl!
Påskeferie – Gud bedre det!
Ferietid er for forældre, hvad Tour de France er for en cykelrytter : Pisse hårdt! (no wonder de alle sammen tager doping – jeg vil sgu’ også ha’ noget)
Og for mig personligt er det med ferier som med slankekure - jeg tror, at NU bliver det hele godt (tynd og glad) – men i stedet kommer jeg til at fokusere alt for meget på mad, og risikerer at gå hen og bliver smådeprimeret i stedet :o(
NU bliver alt godt … troede jeg
Her troede jeg, at NU skulle vi bare slappe af og kun hygge os. Nu ville tid og opmærksomhed eliminere de dumme konflikter. NU ville Frode helt automatisk få lyst til at gøre, hvad jeg siger, og ikke være et skrigende børnemonster, der ikke vil have børstet tænder, ikke vil ud af døren og ikke vil spise sin aftensmad.
”Helt ærligt”, tænkte jeg ”Nu har jeg lavet syv f***ing programmer om børneopdragelse, og så skulle man da tro, at min egen børneopdragelse var blevet bare lidt nemmere”. Men, der må jeg bare sige nixen bixen Karen Blixen (nærmere tvært imod). Jeg tror ikke, at jeg har været mere i tvivl end jeg er lige nu efter en dejlig lang påskeferie.
Lad mig give et par eksempel:
1)
Frode står op kl. 6 sharp! Og det er ligegyldigt hvor sent han går i seng. Fint nok – heldigvis gider han godt at sidde en times tid og se Ramasjang inden han begynder at råbe op om morgenmad. Men er jeg en ond mor, fordi jeg ikke står op og straks går i gang med at lege med biler i stedet for at bruge flimmerkassen som en paralyserende babysitter. Og når Frode så hele ferien allerhelst vil se fjernsyn eller spille på iPad, og derfor når op på et dagligt forbrug på flere timer, har jeg så fejlet totalt som nærværende forælder?
2)
Det er koldt om morgenen i sommerhuset, og Frode skal have sutsko på, når han står op – det har jeg bestemt. Men Frode vil ikke have sutsko på … slet ikke! Og fordi jeg er bange for at blive for eftergivende (man skal jo holde fast i reglerne, har jeg lært), så holder jeg fast i de skide sutsko. Og når det hele ender med gråd, skrig og en Frode der i frustration slår og river mig i håret – alt sammen FØR morgenmaden – har jeg så total overfortolket min rolle som ”tydelig og konsekvent voksen”?
Jeg GIDER ikke være i tvivl
Jeg er sgu’ stadig i tvivl – og så kan familieterapeut Fie Hørby sige nok så mange gange, at det er godt at vi er i tvivl som forældre, fordi vi på den måde finder frem til vores egen måde at gøre tingene på: http://www.tv2east.dk/video/fie_hoerby
Jeg GIDER ikke være i tvivl – jeg vil hvile i mig selv som forælder – jeg vil være overskudsagtig og tydelig og rolig og bare total fed på en jeg-har-tjek-på-det-dér-måde
Ret skal være ret – det HAR været en hyggelig påskeferie med god tid, afslapning, sol og mange hyggelige stunder med nærvær, kram, kys og højtlæsning.
Men børnemonstret har hele tiden ulmet under overfladen, og det har tvivlen altså også – så er der pleeeeease nogen, der gider sige, at det er helt normalt og at det nok skal gå over (om det så først sker om 18 år) ?!?
KH Kathrine
PS. Har faktisk booket en tid hos sundhedsplejersken på torsdag – forhåbentlig har hun et par gode konkrete pointer. Fortsættelse følger …
14. marts
Ikke sige nej?!? Hva’ fa’en er det for noget hippie-pis!
Da jeg en dag i januar - efter at have optaget kapitel 2 - kom hjem og sagde til min mand Michael, at nu skulle vi da lige prøve at lade være med at sige så meget nej. Så så han overbærende på mig, og jeg kunne nærmest høre ham tænke: "Hva' fa’en er det nu for noget hippie-pis hun har fundet på!".
Jeg prøvede ihærdigt at uddybe, forklare og genfortælle Lola Jensens pointer, men det var som om det prellede af på ham.
Siden da har jeg bare gået og ventet på, at kunne vise ham programmet... og endelig skete det så! Undervejs brummede han anerkendende, nikkede et par gange og da jeg medfølende sagde: “du behøver altså ikke se det hele,” tyssede han nærmest på mig og sagde “jo – det er faktisk meget interessant”.
Bagefter kiggede han på mig, smilede og sagde: "Måske skulle vi ikke sige så meget nej," og så grinede jeg bare – for I mellemtiden er det jo netop hvad jeg har prøvet at gøre.
Fjern fokus, lav regler
Jeg har prøvet at fjerne fokus fra den figenstang eller iPad, som jeg ikke synes at Frode skulle have lige nu. Jeg har fx sagt: “Du kan få en figenstang efter aftensmaden” og “lige nu må du gerne lege med dine biler – vi kan tage dem herind i stuen…?”
Jeg har tænkt over, hvad jeg synes man må og ikke må hjemme hos os. Fx må man gerne hoppe i den store seng og i sofaen, men man må ikke kravle rundt oppe på køkkenbordet. Vi bor i lejlighed og Frode vil gerne hoppe ned af trapperne, men det larmer meget, så jeg har sagt, at man kun må hoppe ned på platformene mellem etagerne. På den måde er hopperiet begrænset, og jeg gentog det kun to morgener i træk, så sagde han det selv: “Her må man ikke hoppe, så larmer det ind i stuerne”.
Sidst men ikke mindst har jeg øvet mig i at holde roen og ignorere hysteri (det, som Ole Flemming (børneekspert red.) kalder “gråd 4”). Det er nemlig okay at være skuffet, men Frode må ikke få noget som helst ud af at skrige og te sig
Nej er så uinspirerende!
Der kommer hele tiden nye ting, jeg skal tage stilling til (hver dag faktisk – pyha!). Lige for tiden har Frode det med at råbe nogle uforståelige lyde, hvis han blir’ meget entusiastisk (jeg tror det er et typisk børnehave-syndrom), og det er ikke altid jeg lige ved, hvad jeg skal sige (det er jo vildt irriterende). Så siger jeg nej som det første. Problemet er bare, at det ikke hjælper fordi “nej” er den uinspirende nemme voksen-løsning. Så lige nu går jeg og pønser på en sjov råbe-regel hjemme hos hos.
Det gode er, at vi nu er TO til at finde på sjove regler og anderledes strategier: Mig og Michael ;o)
Og HUSK så, at hvis din mand/kone ikke forstår, hvad du mener, når du pludselig taler om gråd 4 eller afledning, så kan han eller hun se programmerne lige her på hjemmesiden.
11. marts
David og Goliat i det lille hjem
”Du skal ikke sige det dér til mig!”.
Hans bryn er rynkede, hænderne sat bestemt i siden og tonen skarp og kontant. Alligevel kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet. For fanden - han er jo kun én meter høj! Men jeg prøver at finde en grimasse, der kan passe, for jeg ved jo godt, at det er mig han efterligner – min tre-årige søn Frode.
Og selvom det på den ene side er charmerende, når et så lille menneske forsøger at lege voksen, så ved jeg samtidig, at magtkampen kan begynde … igen! Kampen, hvor Frode på én sølle meter vil bestemme, ikke vil gøre hvad jeg siger og kan finde på at blive helt hysterisk, så jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg skal gøre for at løse konflikten. Det er helt vildt at tænke på, at han som en anden micro David kan få mig – voksen-Goliat – helt ud i tovene. Problemet er nemlig at det ikke handler om styrke, men om kærlighed. Det er så uendelig svært, når den lille prut, som jeg elsker højest i hele verden, bliver både vred, ked af det og ligefrem skriger: ”NEEEEEEEJJJJJ – JEG VIIIIL IIIIKKEEEEEE”.
Og det sker altså med jævne mellemrum og i varierende styrke. Men det er lige frustrerende hver gang. Kampen mellem David og Goliat i det lille hjem. Goliat den onde kæmpe (ja – det er så mig) og den lille seje kriger David aka Frode på tre år. Men selvom jeg i den analogi er den onde, og selvom det går stik imod den gamle Bibel-fortælling, så er det jo mig ”kæmpen” der skal vinde … hver gang! For hvis min søn på tre år og én meter får det indtryk, at han kan hugge mig ned med skrig og skrål – hvor ender vi så?
Hvordan fan*** gør jeg så lige det – altså vinder kampen hver gang? (ja- jeg bander meget, og det skal jeg holde op med, men nu tager vi lige én ting ad gangen!!!).
Børnemanualen har jo hele tiden været drevet af min frustration og nysgerrighed, og derfor var det også en lærerig oplevelse at bruge en hel dag sammen med den nærmest sagnomspundne familievejleder Lola Jensen. Lola valgte selv, at det emne hun helst ville byde ind på, var at sætte grænser og håndtere hysteri: Derfor tog hun med hjem og gav gode råd til en familie med to drenge. Råd om at aflede, have regler, ignorere hysteri, bevare roen og holde fast. Nogle af tingene vidste jeg jo godt, andre kom som en overraskelse.
På onsdag kan du jo se, hvad du selv får ud af Lola Jensens vejledning, når Børnemanualens kapitel 2 løber over skærmen på Kanal TV2 Øst kl 19.45.
For mig er det blevet lidt nemmere at være Goliat – men min lille David er stadig standhaftig, så vi kæmper videre i det lille hjem!
7. marts
Monstre under sengen …
Nu siger jeg det bare: Jeg sov mellem mine forældre til jeg var 12!
Nogle gange var jeg decideret bange for at sove på mit eget værelse og var hundrede procent sikker på, at der lå monstre under sengen. Nogle gange var jeg bare stædig.
Nogle gange satte min mor drømmesengen op. Og nogle gange endte min far på sofaen.
Men først og fremmest så husker jeg det ”at skulle i seng”, som noget meget forfærdeligt. Måske fordi jeg var et meget nysgerrigt barn, der nødigt ville gå glip af noget. Som barn kunne min aften i familiens skød derfor blive fuldstændig ødelagt, hvis min far henkastet over spisebordet sagde: ”Du skal vist også tidligt i seng i dag”. Det ramte mig som en kæmpe uretfærdighed, en udelukkelse – ja nærmest en sorg!
Jeg havde en klassekammerat, der selv måtte bestemme, hvornår hun gik i seng. WHAT!?! Hun måtte helt selv bestemme det. Den eneste regel var, at hun skulle stå op til tiden. Skete det en enkelt gang, at hun ikke kunne komme op om morgenen, så var det slut med at bestemme selv … så hun gik altid i seng senest kl 9.
Det var jeg helt i chok over, og jeg foreslog selvfølgelig en lignende ordning hjemme hos os. Men det var som om at mine argumenter ikke rigtig trængte igennem. Så jeg lå troligt og ventede på, at min mor og far gik i seng, tog min dyne under armen og gik ind med hundeøjne og en hvid løgn om mareridt.
Som voksen nyder jeg, at skulle i seng. Tit kan jeg blive irriteret, fordi jeg ikke går tidligt nok i seng og jeg har forsvoret, at mit eget barn skulle forbinde det at gå i seng med noget forfærdeligt.
Men selvom jeg i de første tre år af Frodes liv har gjort alt for at gøre putningen til noget dejligt, og selvom jeg har lavet rutiner og sørget for at han kan høre, at jeg er i nærheden inden han falder i søvn, så er det langt fra smertefrit. ”Moaar kom liiige – jeg skal fortælle dig noget”, ”Jeg skal tisse”, ”Hvornår må jeg vågne”, ”Jeg vil ikke sove”, ”Moar du må ikke gå fra mig”, er den typiske remse – sagt med stigende desperation i stemmen og faldende mundvige.
Og pludselig bliver mine egne monstre nyttige – for jeg kan jo sagtens huske, hvordan det var. Det hjælper mig til at holde roen, bevare sympatien og ikke i frustration afvise ham, for dermed tror jeg, at jeg gør ondt værre.
Monstrene kommer jeg nok ikke helt udenom – men det er på en måde lidt nemmere, når jeg ved, at de er der!
----------------------------------
Kommentar af Fie Hørby, Familieterapeut:
Sengetiden kan være det tidspunkt på dagen, hvor vi som forældre kan komme tæt på vores børn, men det kan også være konfliktfyldt. Det er min erfaring, at det er os som forældre, der optrapper konflikterne. Vi er ofte trætte efter en lang dag på det tidspunkt, og det kan gøre os blinde for vores børns behov for vores nærvær. Det er vigtigt, at vi i vores egen familie finder frem til, hvad der fungerer godt omkring putning – og ikke lader os styre af gængse normer. For det, der fungerer godt for den ene familie omkring sengelægning, fungerer ikke nødvendigvis i en anden, fordi børn – og ikke mindst familier - er forskellige. Min søn tænker meget over livet på sengekanten. Det har han altid gjort. Derfor har han tit brug for os på det tidspunkt, og han kan stadig som 11-årig have brug for at sove på en madras inde i soveværelset. Min datter har et andet temperament, hun sover i det øjeblik, hun lægger hovedet på puden. Deres behov er forskellige – og gav jeg dem det samme, ville de ikke få det, de havde brug for. Der er derfor god grund til at tænke over, hvordan vi afslutter dagen med vores børn og undgå stive og ufravigelige regler, der fører til konflikter og skældud.
4. marts 2013
Da jeg glemte mit barn
Der kom pludselig en mærkelig lyd fra soveværelset - lidt som en kat der miaver. Jeg kiggede på Michael. Vi var lige kommet hjem fra hospitalet og stod i stuen og talte om noget helt andet.
"Hvad var det?", spurgte jeg forundret - lidt mystificeret.
Sekundet efter brød jeg ud i hulkende gråd.
Da gik det op for mig, at jeg var blevet nogens mor - at lyden kom fra Frode, min nyfødte søn, som vi netop havde hjembragt fra hospitalet og som lå trygt og godt i sin voksipose (et af de ord, som jeg aldrig i mit liv havde hørt, før jeg blev gravid) på vores dobbeltseng. Frode som jeg havde gennemgået en usigelig smerte og oplevet en ditto forløsning ved at føde.
Og jeg stortudede nu, fordi jeg havde glemt det - jeg havde glemt at han nu også var der - hvordan kunne jeg det !?!
Lige dér gik det op for mig at mit liv var forandret for evigt - på så mange forskellige planer, at det var svært at overskue til at starte med. Og jeg tror da heller ikke, at det siden er lykkedes mig at glemme min nyerhvervede titel som mor.
Måske har jeg i glimt kunne abstrahere fra det faktum, at mit liv nu er uløseligt forbundet med et andet menneske, og at min lykke nu er proportionalt med det antal smil, kys og knus jeg får fra denne her lille skabning.
Men glemme det, gør jeg aldrig igen!
2. marts 2013
Børnemanualen er klar
Børnemanualen er et forsøg på at lære noget og blive inspireret af andre. Hvordan kan jeg håndtere de udfordringer der er mht. opdragelsen? Hvad siger eksperterne, og hvordan gør de det i andre familier?
Foreløbig er der skrevet syv kapitler i Børnemanualen, og jeg er blevet meget klogere på min rolle som opdrager - irriterende klog, hvis du spørger min mand Michael.
Så de her programmer er både til dig og til ham …
God fornøjelse!
1. marts 2013
En mors bekendelser
Jeg er nogens mor - den mest voksne opgave i mit liv og den mest komplicerede. Og så er jeg ovenikøbet kun tre år inde i et livslangt job. Jeg vil jo ALTID være nogens mor - jeg vil være Frodes mor!
Og som mor til Frode vil jeg gerne have, at han vokser op som en glad, sød og sjov dreng. Kreativ og opfindsom, velopdragen og høflig, empatisk og rummelig overfor andre mennesker. Han skal have sunde madvaner, være dygtig, klog, aktiv og fyldt op af selvtværd, så han kan hvile i sig selv og modstå alle de dumme situation og åndssvag mennesker han helt sikkert vil møde på sin vej...
Men hvordan gør jeg lige det? Hvordan kan jeg sørge for, at jeg gør det rigtige på rigtige måde? ... Altså hvor er manualen?
Jeg har en ret påtrængende/skræmmende mistanke om, at det er mig som forældre, der ALENE bestemmer hvilken slags menneske Frode blir' - klog, dum, glad, vred. ALLE psykologer går tilbage og finder årsagen i barndommen - så det er MIG moderen/forældren, der har ansvaret for, at det går mit barn godt - og det er sgu' også min skyld hvis det går galt ...