Kæmper for at bevare Tølløsebanen

Foto: TV ØST

Region Sjælland overvejer at lukke Tølløsebanen for at spare penge. Nu kæmper en gruppe borgere for at bevare banen.

Tanja Mortensen tager toget på Tølløsebanen et par gange om ugen.

- Jeg bruger den primært om formiddagen, når jeg skal ind og handle, siger Tanja Mortensen fra Ruds Vedby.

På det meste af strækningen er skinnerne renoveret, så toget kan køre 120 km/t. Men på 8 km af turen mellem Ruds Vedby og Høng, kan toget kun køre 75 km/t.

Derfor er planen, at bruge 50 millioner kroner på at renovere sporet til sommer, så toget kan køre hurtigere.

Men nu er nødbremsen blevet trukket til sporarbejdet. Region Sjælland har nemlig lavet en undersøgelse, der viser, at der kan spares 231 millioner kroner over 10 år, hvis Tølløsebanen bliver lukket, og der i stedet bliver indsat busser.

Pengene bliver blandt andet sparet, fordi Region Sjælland i dag giver 81 kroner i tilskud per kunde på Tølløsebanen, mens de giver 14 kroner i tilskud per kunde, der tager bussen.

Regionstog, som driver strækningen, har kontrakt med Region Sjælland til 2016.

Men rejsetiden i bus bliver længere, end hvis man tager toget. Derfor har Tanja Mortensen været med til at lave Facebookgruppen Bevar Tølløsebanen, der mandag aften har 1.600 medlemmer.

- Politikerne bliver simpelthen nødt til at sætte sig ind i, hvad det er, det kommer til at betyde for passagerene. Vi er ikke kun tal, men mennesker, der bruger banen hver dag, siger Tanja Mortensen.

Hvis Tølløsebanen bliver lukket risikerer region Sjælland at miste en del af deres bloktilskud fra staten. Det bliver blandt andet tildelt efter hvor mange km. lokalbanespor der er. Dermed står regionen til at miste 276 millioner kroner i støtte over 10 år. Så selvom regionen kan spare 231 millioner, kan det give et samlet underskud på 45 millioner kroner.

Netop på grund af uvisheden om bloktilskuddet, har Region Sjælland på et møde mandag besluttet, at udskyde beslutningen om, hvorvidt banen skal lukkes eller renoveres.

Tanja Mortensen fortsætter kampen, blandt andet ved at skrive læserbreve.

- Vi vil oplyse om, hvad det betyder, hvis Tølløsebanen pludselig er væk, for det er noget nær en katastrofe for de små byer, siger Tanja Mortensen.

Tølløsebanen, der blev åbnet i 1901, er 50,8 km lang og transporterer årligt 420.000 passagerer.

[video:videonode:221795]

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App