Meget tyder på, at en juletræshader er på spil i Odsherred blot tre dage før jul. Det skriver Holbæk Amts Venstreblad.
En eller flere ukendte gerningsmænd har natten til onsdag nedlagt juletræer på henholdsvis Torvet i Nykøbing, i Vig Hovedgade ved jernbaneoverskæringen, og ifølge avisens oplysninger er tre træer fældet i Højby ved henholdsvis kirken, stationen og for enden af Lyngvej.
- Det er savet meget præcist over, og der er endda lavet et forhug. Jeg tror, det er gjort med en motorsav, siger næstformand i Vig Handelsforening, Morten Nyborg.
Samme fremgangsmåde ser umiddelbart ud til at være brugt i Nykøbing og Højby.
Hærværket er meldt til politiet.