Inklusion: Stærk medicin kommer i madkassen

En dreng fra Faxe får sin ADHD-medicin med i madkassen, så han kan tage den i skolen. Men hans mor frygter, at medicinen havner i hænderne på andre børn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når børn med særlige behov strømmer ind i klasselokalerne, så følger stærk medicin ofte også med.

Men en mor fra Faxe sætter nu spørgsmålstegn ved, at hendes 13-årige søn skal have sin ADHD-medicin med i madkassen.

ADHD-piller ligner slik

Hanne Baron mener ikke, madpakkeløsningen duer for hendes søn, skriver DR Sjælland. Både fordi drengen ofte nægter at tage sin ADHD-medicin, så den lander i skraldespanden, men også fordi pillen ligner slikket Tic-Tac og kan være farlig for andre børn at få fingre i.

ADHD-medicinen er så stærk, at den i kriminelle kredse benyttes som et amfetaminlignende stof.

 - Syv ud af ti gange tager min søn ikke pillerne, og nogle gange ryger de i skraldespanden, siger Hanne Baron til DR Sjælland og fortsætter:

- Jeg frygter at andre børn en dag spiser pillerne, som ligner slikket tic-tac. Og jeg har derfor skrevet om det på skolens forældre-intra, så andre forældre tager en snak med deres børn om det, fortæller Hanne Baron.

Foreninger deler mors bekymring

Hanne Baron har forsøgt at få en ordning, hvor sønnen får pillen på Rolloskolens kontor, men uden held.

Skolen har ikke ønsker at kommentere den konkrete sag, men siger til DR Sjælland, at man fra gang til gang og i dialog med forældrene finder en forsvarlig løsning.

Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og ikke mindst ADHD-foreningen deler Hanne Barons bekymring for pillerne i madkassen, og opfordrer nu skolerne til at få styr på procedurerne.

- Skolerne bør have en medicinpolitik, lyder det fra formand for Skolelederforeningen, Anders Balle.

- Når langt flere børn med særlige behov de kommende år strømmer ind i folkeskolen, er det helt afgørende for deres skolegang, at der er styr på medicinpolitikken, lyder det fra ADHD-foreningens formand Jette Myglegård.


Nyhedsoverblik