Kritik: Inklusion af specialbørn går for vidt

Foto: TV ØST

Vordingborg kommune går for vidt i deres forsøg på at inkludere børn med specielle behov i den almindelige folkeskole. Sådan lyder kritikken fra flere forældre.

10-årige Emily Svensen fra Præstø er mentalt retaderet. Et handikap som gør, at hun både fagligt og socialt skiller sig ud fra de andre i sin klasse.

- De synes, jeg er mærkelig, de gider i hvertfald ikke lege med mig, siger Emily Svensen.

I følge Helene Svensen hører hendes datter ikke hjemme i en almindelig folkeskole. Og det bakkes op af en række eksperter.

I en børnepsykiatisk vurdering konkluderes det, at: "Emily fungerer meget dårligt i skolen, hun kan ikke honorere de faglige krav, og hun har næsten ingen kontakt med andre børn. Der anbefales et skoletilbud i et beskyttet og lille miljø".

På trods af vurderingen fastholder Vordingborg Kommune, at Emily Svensen fortsat skal gå i en almindelig folkeskole. Til stor frustration for familien Svensen.

- Det er ikke rart, man føler sig magtesløs og trist, siger moren Helene Svensen.

To sager på en uge
Sagen er den anden i løbet af bare en uge om inklusion i Vordingborg Kommune.

I søndags kunne vi her på TV Øst fortælle om 6-årige Linnea Hansen, som også skal inkluderes i en almindelig folkeskoleklasse, selv om hun er mentalt retaderet og har en sprogforståelse svarende til en 3-årig.

Helene Svensen mener, at Vordingborg Kommune går al for vidt i deres forsøg på at inkludere børn med specielle behov.

- En ting er, at man har en diagnose, en anden ting er, at man har et handicap, nogle kan komme ind i reformen, andre kan ikke, og så bliver man nødt til at se på det enkelte barns behov, siger Helene Svensen.

Formanden for Børn-, Unge-, og Familieudvalget i Vordingborg Kommune, Kirsten Overgaard, ønsker ikke at kommentere den konkrete sag. Men hun afviser, at kommunen går for langt i forsøget på at inkludere børn som Emily Svensen.

-  Loven er jo så ny, så man skal vende sig til, at skolen skal åbne op for alle børn, så alle børn kan blive en del af et fællesskab, og loven er jo lavet med henblik på at gøre det bedste for barnet, siger Kirsten Overgaard (Venstre).

Familien Svensen har klaget til både skolelederen, borgmesteren og skolechefen, men alle klagerne er blevet afvist, så efter sommerferien skal Emily Svensen starte i 3. klasse på Præstø Skole.

30:00 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App