I bunden med erhvervet

Foto: TV ØST

En undersøgelse i Børsen placerer flere af regionens kommuner i bunden, når det kommer til erhverv. Men kommunerne giver igen.

Dagbladet Børsen giver dumpekarakterer til både Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Faxe, Næstved, Slagelse, Sorø og Odsherred, når det kommer til erhverv.

Men Yvette Espersen, som sidder i Økonomiudvalget i Vordingborg Kommune, er langtfra enig i undersøgelsen:

- Spørgsmålet er hvad vi skal gøre og hvordan - altså hvad vi har lyst til at tiltrække til vores kommune. Og vi ved, at vi tiltrækker mange mikrovirksomheder.

Netop mikrovirksomhederne er ikke en del af undersøgelsen, hvor kun større virksomheder med omsætning på over 1 million medtages.

Næstved ligger på en 86. plads i undersøgelsen, men her er man heller ikke enig i avisens målestok for erhvervsmæssig succes.

- Vi er meget kendt for små virksomheder med forholdsvis lav indtægt, altså mange små virksomheder i området, siger Linda Frederiksen, som er formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Næstved Kommune.

Begge kommuner ville gerne tiltrække flere større virksomheder, men det kræver ressourcer.

- Hvis vi skal have større virksomheder, så skal vi også have en ordentlig infrastruktur, og vi skal forbedre togforbindelser og motorvej, siger Yvette Espersen.

Desuden trækker det ned, at der ikke er højere læreanstalter i regionen.

- Vi kommer simpelthen ikke så højt op i uddannelsesniveauet. Og dermed så trækker vi ikke vidensvirksomhederne til, og det er vidensvirksomhederne, som er udviklingen nu, og som derved også sikrer, at der er en udvikling i kommunen, siger Linda Frederiksen. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App