Høje vandstande i fjorden hvert 10. år i fremtiden

Foto: TV ØST

DMI har ikke tidligere registreret to storme så tæt på hinanden som med Dagmar og Egon. Det gav høj vandstand mange steder blandt andet i Roskilde Fjord.

 Hos DMI mener oceanograf Kristine Madsen, at de nye høje vandstande er noget, vi skal vænne os til. Kristine Madsen har regnet på, hvor hyppigt Roskilde skal forvente en såkaldt 100-års hændelse i fremtiden. I Roskilde Fjords tilfælde er en 100-års hændelse i dag 153 centimeter eller højere over dagligt vande, målt i bunden af fjorden. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

 - De vandstande, vi i dag ser som ekstreme, bliver hverdagskost i forbindelse med storme selv med en begrænset havstigning omkring Danmark, og uden vi skruer på hverken stormhyppigheden eller stormstyrken, siger Kristine Madsen.

Med de havvandstandsstigninger som DMI regner med, så vil det betyde, at vi i 2030'erne skal forvente at se det, vi i dag kalder en 100-års hændelse, cirka hvert 36. år. I 2040'erne vil det være hvert 14. år, og i 2050'erne vil det være cirka hvert femte år, at det, der i dag kendes som en 100-års hændelse, vil kikke forbi Roskildes kyster.

- En 100-års hændelse i Roskilde vil om 26-27 år være blevet til en 10-års hændelse. Det kræver en havvandsstigning på blot 23 centimeter, lyder det fra DMI.

/Ritzau/

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App