Gymnasieelever vil dømme

Foto: TV ØST

En indsats for at få flere unge til at blive domsmænd virker i Odsherred. Langt flere unge har meldt sig til opgaven.

Kommuner over hele landet opfordrer borgerne til at melde sig som lægdommere. Men det er som om, at især den yngste del af befolkningen er noget sværere at overtale.
 

Det skriver DR Sjælland i dag.
 
I Odsherred Kommune har man dog gjort en ekstra indsats for at få unge domsmænd. Og det har i den grad virket.
 
- En jurist og en ung lægdommer har været ude på kommunens uddannelsesinstitutioner for at fortælle om, hvad det vil sige at være lægdommer, fortæller sekretariatsleder i Odsherred Kommune, Thure Jørgensen, til DR Sjælland.
 
Godt med et ungt syn på sagerne
 
Den aktive indsats på gymnasierne har bevirket, at 16 borgere mellem 18 og 44 år har meldt sig som domsmænd, heriblandt to gymnasieelever.
 
- Jeg vil gerne have den erfaring og opleve vores retssystem indefra. Få lidt mere indsigt i hvordan det foregår, og samtidig være med til selv at gøre noget aktivt, siger 18-årige Klara, der går i 3.G på Odsherred Gymnasium, til DR Sjælland.
 
Også 19-årige Kristoffer, der går i 2.G på samme gymnasium, har meldt sig som domsmand. Han ser jobbet som en god mulighed for at skrive lidt ekstra på CV'et. Men både Kristoffer og Klara mener, at det er godt at få et ungt synspunkt på sagerne i retssalen.
 
- Selvom erfaringen måske ikke er størst hos os unge, så har vi måske et anderledes syn på tingene, end hvis man er 50 år, siger Klara til radiostationen.
 
Melder sig som domsmand trods planer om at flytte længere væk
 
Ifølge sekretariatsleder i Odsherred Kommune, Thure Jørgensen, så er det ofte svært at finde unge domsmænd, da de rejser fra kommunen lige efter gymnasiet. Derfor har kommunen sat ind netop her.
 
For 18-årige Klara bliver en eventuel flytning dog ikke noget problem. Selvom hun bliver student til sommer, så har hun nemlig ikke noget imod at tage turen til Retten i Holbæk et par gange om året. Og skulle hun endelig vælge at flytte til udlandet, så kan man godt få lov til at stoppe som domsmand.
 
I sidste ende er det Østre Landsret, der trækker lod blandt de borgere, som har meldt sig som domsmænd. Man sidder i en periode på fire år af gangen, og typisk bliver man kaldt i retten fire gange om året.
 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App