Travl guitar-tyv ramt af bilist

Foto: TV ØST

Tirsdag eftermiddag cyklede en 34-årig mand fra Slagelse ind i en bil, da han prøvede at stikke af fra et tyveri med en stjålet guitar under armen.

Et flugtforsøg på cykel sluttede brat for en 34-årig mand fra Slagelse, da han tirsdag eftermiddag kom til at køre ind i siden på en bil.

Manden havde – kort forinden – stjålet en guitar i en musikforretning på Stenstuegade 9 og skyndte sig tilsyneladende så hurtigt væk fra stedet, at han ikke fik set sig ordentligt for.

- Han styrter ud på vejen og opdager ikke bilisten, der befinder sig på vejen, siger Stefan Jensen, der er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

2 tilfældige borgere

Det var 2 tilfældige borgere, der i første omgang opdagede, at manden – på mistænksom vis – løb ud af forretningen.

Den ene valgte at sætte efter i forsøget på at stoppe ham, og det fik tyven til at tage en cykel i brug.

- Han forsvinder ind i en baggård, hvor han formentlig også finder cyklen. Det næste der sker er, at han støder sammen med bilisten, siger Stefan Jensen.

Lidt blå mærker

Selv om tyven var på cykel, oplyser Stefan Jensen, at vedkommende ikke kom alvorligt til skade under uheldet.

- Der sker ikke som sådan noget med ham. Han får kun lidt blå mærker, men guitaren er til gengæld smadret og kan ikke bruges som instrument igen, siger han.

Manden, der i forvejen er kendt af politiet, blev fragtet til den nærmeste politistation, hvor en afhøring fandt sted. Ifølge Stefan Jensen kan han nu se frem til et efterspil.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App