Genbo og svigerinde til dement: Han er blevet svigtet

En 81-årig dement mand fra Stensved var for 14 dage siden forsvundet en hel dag fra sit hjem i Stensved – selvom han fik besøg af hjemmehjælpen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En ældre mand fra Stensved var forsvundet fra sit hjem trods besøg fra hjemmehjælper. Hjemmehjælperen var forbi flere gange. Både morgen og middag. Men fordi hun ikke kunne få kontakt, trods en åben hoveddør, tog hun afsted igen. Det var først ved tredje besøg klokken 15.30, at hjemmehjælperen slog alarm, og svigerinden blev kontaktet.

- De havde været der to gange om lørdagen, og der stod døren åben. De havde ikke fået kontakt, så da de ringede til mig, spurgte de om vi havde set ham, og det havde vi ikke, Siger Birte Nielsen, der er svigerinde til den 81-årige.

Derfor tog Birte Nielsen sammen med sin mand hjem til sin svoger. Her opdagede de, at døren stadig var åben og den 81-årige var ikke at finde i sit hjem.

- Det er ikke tryghed, det her overhovedet. Der er ingen tryghed i, at man er så længe om at reagere. Jeg klandrer ikke hjemmehjælperen, de giver jo besked bagtil, så det er der man skal reagere, men det skal alstå ikke ske klokken 15.30, siger Birte Nielsen.

Genboen Jytte Nielsen havde også spekuleret over, at døren havde stået åben hele dagen. Men fordi hjemmehjælperen var forbi flere gange, tænkte hun, at alt var i skønneste orden.

- Havde jeg været nervøs på nogen måde, var jeg gået derover, men selvom jeg spekulerede over, ar døren stod pivåben, tænkte jeg, at der var styr på det hele, siger Jytte Nielsen, der er genbo.

”Hjemmehjælperen gjorde det rigtige”

Heino Hahn (DF), der er formand for Socialudvalget i Vordingborg Kommune, kan godt forstå deres frustrationer, men han mener også, at hjemmehjælperen har regeret helt normalt.

- Folk kan med rette sige, at vi kan gøre det bedre, og det er også en kedelig situation, men plejepersonalet har gjort det, de kunne, og vi kan kun gøre det, vi har ressourcer til. Det må jeg beklage og sige, siger Heino Hahn (DF).

Han mener, at retningslinjerne om, at hjemmehjælperne ikke må gå ind, hvis der ikke er kontakt til borgeren er helt korrekt, da den er med til at beskytte de ansatte.

Politieftersøgning

Birte Nielsen tog kontakt til politiet, der klokken 18.30 startede en eftersøgning med politihunde og helikopter. Allerede en halv time senere fandt de den eftersøgte liggende i nogle brombærbuske, kun 600 meter fra hans bopæl, i live.

Det var ikke første gang, at den ældre mand havde forladt sit hjem. Sidst var i marts, hvor han efterfølgende var indlagt på Oringe Psykiatri i Vordingborg i to måneder. Det var efter denne episode i marts, at han fik hjemmehjælp.  

Nu håber Birte Nielsen blot, at lignende ikke sker i fremtiden.

- Jeg håber, at de vil reagere noget før, for jeg synes bestemt ikke, de har været gode nok her, siger hun.

Den 81-årige er efter hændelsen stadig indlagt på Næstved Sygehus.

 


Nyhedsoverblik