Gammelt hus risikerer fortsat nedrivning trods forbud

Foto: TV ØST

Selv om politikere i Sorø Kommune lægger op til at forbyde, at et hus fra 1736 rives ned, risikerer den gamle bygning stadig at ende som murbrokker.

Nedrivningen er godt nok blevet udskudt, men det betyder ikke, at et gammelt hus på Storgade 13 i Sorø er reddet. Sjællandske skriver, at kommunens teknik- og miljøudvalg nu indstiller til byrådet, at der nedlægges forbud mod, at husets ejer må rive det ned, men flertallet af byrådsmedlemmerne mener stadig, at det gamle hus fra 1736 skal jævnes med jorden.

Årsagen er, at husets ejer vil have lov til at bygge lejligheder på grunden og udvide Sportmasterforretningen ved siden af.

Ingen garanti for nybyggeri

Den 26. marts tager byrådet stilling til, om der skal nedlægges forbud mod at rive sidehuset ned. Vedtages forbuddet, skal der laves en ny lokalplan, der kategoriserer huset som bevaringsværdigt. Alligevel er planen, at ejeren kan då dispensation til at rive huset ned.

I januar sendte byrådet beslutningen om husets skæbne tilbage til økonomiudvalget, fordi det kom frem, at en nedrivning ikke nødvendigvis var garanti for, at der måttes bygges nyt. Og ifølge Sjællandske får politikerne heller ikke med den nye plan nogen garanti for, at der kan bygges nyt på grunden.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App