Blodbadet der blev aflyst

Foto: TV ØST

Flere kendte ansigter har været på vippen, men med Socialdemokraternes fremgang i meningsmålingerne ser det pludselig godt ud for partiet i Sjællands Storkreds.

Flere siddende S-MFere har mærket taburetten brænde, men storstilede annoncekampagner og generel fremgang for partiet aflyser hvad der ellers så ud til at blive et socialdemokratisk blodbad.

Kredsens nuværende MFere har ellers fået konkurrence fra en stærk tilflytter, og en partihopper er danset ind i kredsen. Så det så indtil årsskiftet ud til farvel til tre siddende MF’ere, men nu kan det blive et enkelt farvel – eller slet intet.

For det er år siden, at kredsen har ligget på sidste valgs syv socialdemokratiske mandater, som meningsmålingerne giver nu. Længe lå ni siddende MF’ere til at kæmpe om maksimalt seks pladser,

Den store konkurrence fik i december partiets regionsbestyrelse til at indføre ”dummebøder” for at gå på rov uden for kandidatens egen kreds. Det vil sige, at hvis eksempelvis Ole Hækkerup fører kampagne uden for hans egen lokalkreds i Ringsted, som han gjorde sidst, så koster det en bøde. Det rammer især de kandidater med meget små kredse.

Men så meddelte John Dyrby Paulsen, at han ikke genopstillede og målingerne fløj i vejret. Så nu står otte kandidater til at slås om syv pladser.
De otte kandidater med realistiske chancer for valg er Magnus Heunicke, Henrik Sass Larsen, Pernille Rosenkrantz-Theil, Lennart Damsbo-Andersen, Ole Hækkerup, Astrid Krag, Rasmus Horn Langhoff og Mette Gjerskov.

Ministrene og Pernille
Kun tre kan føle sig relativt sikre i kampen om sjællandske S-mandater: Magnus Heunicke, Henrik Sass Larsen og Pernille Rosenkrantz-Theil.

Magnus Heunicke: Transportministeren fra Næstved var i forvejen kredsens topscorer med 9.364 personlige stemmer ved sidste valg. De første år gik posten som politisk ordfører mest ud på at forsvare løftebrud og møgsager, men efter indtoget i drømmejobbet som transportminister har Magnus Heunicke markeret sig som en af regeringens mest populære ministre. Samtidig har flere sjællandske trafikprojekter næppe skadet høsten bredt i storkredsen. Det ligner stemmefremgang.

Henrik Sass Larsen: Partiets stærke mand led et knæk med PET-sagen, der kostede posten som finansminister. Siden har Sass dog fået et markant comeback som Erhvervs- og Vækstminister og har kunnet sole sig i flere vækstaftaler med de borgerlige. Folkelig bliver Henrik Sass Larsen aldrig, men ministerpositionen samt den centrale rolle hos S skal nok give valg.

Pernille Rosenkrantz-Theil: Den tidligere venstrefløjs-forkæmper er kommet til fra Fyn, hvor hun i den ellers langt mindre kreds fik 16.919 stemmer – altså langt flere end Heunicke og Sass, der fik flest i Sjællands Storkreds. Om det direkte kan overføres er tvivlsomt, men hun er et kendt navn, et profileret ansigt og en skarp debattør, så hun bliver valgt, selvom hun lige er rykket til. Men det er nu ikke helt ud af det blå, at Rosenkrantz-Theil rykker til Sjællands Storkreds og nu stiller op i Vordingborg. Hun er født i Skælskør, opvokset i Korsør og har gået på Slagelse Gymnasium – og så ejer hun en nedlagt landbrugsejendom på Møn.

En lokal, et efternavn og en dansende eks-SFer
Efter de tre sikre er alle muligheder åbne. Lokal forankring, et efternavn, der er trådt mere frem, samt Vild med Dans gør dog, at de følgende tre muligvis er lidt foran.

Lennart Damsbo-Andersen: Den tømreruddannede tidligere borgmester i Nysted står som klareste favorit til at snuppe fjerde mandat efter de tre store. Kun Heunicke og Sass fik flere personlige stemmer sidst og Damsbo støvsugede Guldborgsund for socialdemokratiske stemmer. Denne gang står han endda stærkere, da Vibeke Grave ikke stiller op på Lolland, så en stor del af hendes stemmer går sandsynligvis til Damsbo. At Rosenkrantz-Theil stiller op lige på den anden side af Storstrømmen koster nok lidt, men næppe nok til at miste mandatet.

Ole Hækkerup: Den Ringsted-baserede Hækkerup har for alvor fået mulighed for at markere sig med afløser-tjansen som politisk ordfører efter Maja Panduro, der var på barsel. Den post viser også, at der i partiet er tiltro til Ole Hækkerup. Om det kan omsættes til stemmer er mere tvivlsomt, og Ringsted-kredsen er temmelig lille, så Hækkerup er en af dem, der er hårdt ramt af de indskærpede kampagneregler i partiet. Men navnet alene giver også stemmer i de andre kredse, og så gav posten som forsvarsordfører mulighed for at sole sig i succesen med at tvinge hjemmeværnets top og 130 stillinger til den ellers lukningstruede Vordingborg Kaserne.

Astrid Krag: Den tidligere SF-minister har fået et comeback – både som politiker og i offentligheden. Det første efter en i starten anonym tilværelse som menig S-MFer til posten som skatteordfører. Den anden som deltager i Vild med Dans – og Krag skal nok sætte sin lid til det sidste, hvis mandatet skal genvindes. For geografisk er hun klemt inde i Greve-kredsen mellem Mette Gjerskov i Roskilde og Henrik Sass i Køge, og Greve-kredsen er en af de absolut mindste, så Krag er ligesom Hækkerup meget hårdt ramt af ”dummebøderne”. Og hvor hun sidst scorede stemmer bredt på at være højest placerede kvinde på SF-listen er der mere kamp denne her gang. En aktiv valgkampagne og danse-faktor må være Astrid Krags håb, men det ser svært ud. Især da vælgernes hukommelse kan være kort og Vild med Dans efterhånden er længe siden.

Trafik-forkæmper og en eks-minister
De to sidste har hver deres styrke, men ingen af dem er tæt på at føle sig sikre.

Rasmus Horn-Langhoff: Den ubetinget (rent promoveringsmæssigt) mest aktive af måske alle kandidaterne. Især efter udnævnelsen til formand for Folketingets Transportudvalg har Horn-Langhoff skruet op for blusset med i hvert fald mediemæssige markeringer og også konkurrencer, debatter og annoncer. Samtidig har Rasmus Horn-Langhoff en stærk base i det nordvestsjællandske, som allerede sidst, da han ikke sad i Folketinget, gav valg. Positionen som MFer har blot gjort mulighederne flere, og han har sluttet sig sammen med venstre-manden Jacob Jensen for at promoverer sig som den nordvestsjællandske stemme.

Mette Gjerskov: Knap to år som fødevareminister blev det til for Gjerskov, men 2013 kan i vælgernes bevidsthed være længe siden. Og hvor hun sidst var den mest markante kvinde på S-listen, så har hun fået konkurrence denne gang. Både fra den langt mere kendte Rosenkrantz-Theil og måske især Krag, som stillede op for SF i netop Gjerskovs kreds i Roskilde sidst. Men Roskilde-kredsen er stor, så Gjerskov kan især med de forbedrede meningsmålinger snige sig ind.

Det bedste bud: Heunicke, Sass og Rosenkrantz-Theil er sikre. Damsbo er tæt på. Derefter er det umuligt at forudsige, men buddet herfra lyder på Hækkerup, Horn-Langhoff og Gjerskov på grund af navn for førstnævnte, aktivitet hos Horn-Langhoff og kreds hos sidstnævnte. Men Krag kan sagtens overraske.

 

Fakta: Valgforsker professor Søren Riisbjerg Thomsen laver jævnligt geografiske prognoser (publiceret på Altinget.dk). Prognoserne er baseret på en lang række meningsmålinger lagt sammen og giver dermed et mere sikkert billede. Prognoserne giver udelukkende et bud på mængden af mandater til partierne - navne og kandidaternes muligheder er redaktionens bud, baseret på tidligere stemmetal, kredsenes størrelse, samtaler med kilder samt viden om kandidaternes markeringer.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App