Frivillige knoklede til boksestævne i Haslev

Foto: TV ØST

For 9. år i træk afvikler en stor gruppe frivillige fra Haslev Bokseklub første dag af Haslev Box Cup.

Nordskovskolen i Haslev er i dag omdannet til et mekka for unge amatørboksere til Haslev Box Cup. Det er 9. gang, at stævnet afholdes. Det er en stor gruppe frivillige, der de sidste par måneder har knoklet for at få boksestævnet stablet på benene.

I ringen kæmpede i løbet af dagen unge amatørboksere mellem 12 og 19 år.

Stor indsats fra frivillige
Kim Læben Olsen, der er formand for Haslev Bokseklub er en af de personer, der har langt allerflest timer i forberedelserne.

- Vi har haft meget travlt her til sidst, men uden alle de frivillige ville det her stævne ikke kunne være muligt at afholde, fortæller han.

Der er lidt uklarhed om, hvor mange frivillige der har været inde over stævnet. Kim Læben Olsen mener, at et sted mellem 50 og 75 frivillige har været en del af processen. Men næstformand i Haslev Bokseklub er af en lidt mere forsigtig overbevisning.

- Jeg vil skyde på, at det er 25 til 30 frivillige, der har hjulpet til. Det er frivillige, der ikke skal have løn, så vi har ikke rigtigt tal på det, siger næstformanden.

Udenlandske kæmpere
Men det præcise antal er heller ikke så vigtigt, når stævnet endte med at køre på skinner. Der var pølser, der var sodavand og der var masser af boksekampe med energiske tilråb.

I alt er der 90 boksere på stævnet, og der er besøgende kæmpere fra lande som Skotland, England og Sverige.
Stævnet fortsætter indtil i morgen eftermiddag.

02:18 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App