Holbæk og Odsherred kommuner besluttede på et møde torsdag at fortsætte samarbejdet om en fælles vindmølleplan for Lammefjorden.
Det skal dog nu drøftes om der skal være færre end de hidtil planlagte 22 møller.
Det skal også undersøges om vindmøllerne kan placeres andre steder i området. Kommunerne skal således drøfte med Vejdirektoratet om nogle af vindmøllerne kan blive rejst langs den nye rute 21.
Planerne om at opstille de kæmpemæssige vindmøller ved Lammefjorden har vakt stor vrede hos de mulige naboer til vindmølleparken.
- Jeg synes det ligner noget hunden eller katten har slæbt ind. det er meget dårlig planlægning at lægge det i to linjer på 4 kilometer eller noget i alt, siger Søren Wiuff, som er en af de måske kommende naboer.
Vreden har været så stor, at Odsherred byråd lagde afstand til planerne. Et stort flertal i Odsherred Byråd har således tidligere afvist lokalplanforslaget om kæmpevindmølllerne fordi politikerne fandt at der er problemer med erstatning til naboerne, med placeringen af møllerne og med støjgenerne.