Forsvarer til skydende betjent: Han kunne ikke komme væk

Foto: TV ØST

Den betjent, som i weekenden dræbte en ung mand, har forklaret, at han følte sig i livsfare og ikke kunne komme væk, da manden kørte frem mod ham i bil.

Fanget mellem biler følte en betjent sig i weekenden så truet, at han valgte at skyde en ung mand, som han og kollegerne netop havde fulgt efter i en biljagt fra Slagelse til Høng. Betjentens forsvarer Torben Koch forklarer, at hans klient følte sig i overhængende livsfare, og at han derfor trak sit våben.

- Flugtbilisten kører frem direkte mod min klient, som står placeret på en sådan måde i forhold til sin egen patruljebil og de andre biler, der er på stedet, at han kan simpelthen ikke komme væk, så han har kun en mulighed i den situation i sin egen optik, og det er at afgive et sigtet skud imod føreren af den her bil, og det gør han så. Så skyder han, og på det tidspunkt er bilen cirka halvanden til to meter fra ham. Han og kollegaen løber hen til føreren, kan se, at han er ramt, trækker ham ud og begynder at give ham førstehjælp, og der bliver ringet efter en ambulance, siger Torben Koch.

- Han kunne have valgt at bruge stav, håndjern, peberspray, men i den situation, sådan som han skønner, hvor bilen kører direkte frem mod ham, efter at han tre gange har påkørt andre patruljebiler, og han har påkørt en kollega umiddelbart før, så har han i sin egen optik kun en mulighed nemlig at afgive skud, og det er så det, han gør. Han kan ikke komme væk og vurderer, at han er i overhængende livsfare.

Ville gøre det samme igen

Den unge mand, der er i starten af tyverne blev skudt klokken 4.42 og døde klokken 5.21. Torben Koch fortæller, at betjenten efterfølgende har forklaret, at han føler, han traf det rigtige valg.

- Der findes to skudepsioder. Den hvor de skyder og rammer folk, som bliver såret, og det kommer man relativt nemt over, men den situation hvor de skyder og slår andre mennesker ihjel, det er en situation, som for alle de politifolk, jeg har mødt, altid vil påvirke dem. Både nu og resten af deres dage. Han var rigtigt påvirket i går morges, da det skete. Han havde været sammen med sine andre kolleger og snakket med dem og gennemgået situationen. Han skal til en debriefing, og han skal tale med en psykolog. Jeg spørger altid i den situation, når jeg står med en politimand, der har skudt og dræbt et andet menneske; hvordan ville du - nu hvor du er kommet dig lidt over det - så gøre det? Ville du gøre det samme? Og der er det for mig ret afgørende, at politimanden kan sige til mig, 'nu hvor jeg har tænkt situationen igennem, ville jeg have gjort nøjagtigt det samme', og det kunne han sige, så han var ikke i tvivl om, at han traf det rigtige valg, siger Torben Koch.

Det spillede ifølge forsvareren også ind, at den unge mand kørte i en af Forsvarets biler, og at betjentene derfor ikke vidste, om de fulgte efter en bevæbnet militærmand.

Hør hele interviewet med Torben Koch her:

06:07 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App