Formodet drabsvåben fra Asnæs fundet på motorvejen

Foto: TV ØST

Foto: TV ØST

Foto: TV ØST

Foto: TV ØST

1 af 4

Det er onsdag lykkedes politiet at finde den kniv, som de regner med blev brugt til at dræbe en 33-årig mand under et slagsmål på Cafe Germo for nylig.

 

I forbindelse med dagens lukning af motorvejen mellem Holbæk og Gevninge er det lykkedes politiet at finde den kniv, som formentligt blev brugt til at dræbe en 33-årig mand forrige weekend. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

- Vi tror, det er den rigtige. Vi har jo fået en beskrivelse af den her kniv, og den svarer 100 procent til den, siger Ove Pedersen, der politikommissær for Midt- og Vestsjællands Politi.

En del af Holbækmotorvejen blev spærret klokken 10 onsdag formiddag, og ved 12-tiden gav eftersøgningen pote, og politifolkene fandt kniven.

Den blev fundet i motorvejsrabatten tæt ved Kalundborgmotorvejens tilkørselsrampe, og som Ove Pedersen selv fortæller, svarer kniven 100 procent til den beskrivelse, de har fået i forbindelse med afhøringer under sagen.

- Det har altid stor betydning for en sag af alvorlig karakter - ikke mindst drab, at man finder det våben, der er brugt til handlingen, siger Ove Pedersen.
Fundet på første 4 kilometer

Kniven lå omkring 4 kilometer fremme på de cirka 10 kilometer, der var planlagt gennemsøgt ved dagens aktion.

Den skal nu gennemgå tekniske undersøgelser for at blive fastlagt i forhold til drabet.

- Først og fremmest skal vi have den her kniv undersøgt rent teknisk og have den fastlagt 100 procent til gerningen her, og så skal vi arbejde videre med alle de andre ting, vi mangler i sagen, siger Ove Pedersen.

Motorvejen blev efter fundet af kniven og undersøgelser af findestedet åbnet igen.

En 25-årig mand er sigtet for drabet, men nægter sig skyldig. Han erkender dog at have stukket den 33-årige med kniv og blev i sidste uge varetægtsfængslet i 4 uger. Drabet skete i forbindelse med et større slagssmål på cafe germo i Asnæs, hvor også en 38-årig mand blev såret af knivstikkene. Han blev dog hurtigt erklæret uden for livsfare.

Billede 1 er taget af politiet, mens billede 2, 3 og 4 er taget af Mathias Øgendal.

01:56 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App