Første spadestik til friluftsbad med grøn rensning

Ruds Vedsbys badesø skal være grøn. Tirsdag bliver første spadestik taget til at lave landets første friluftsbad med biologisk rensning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Badegæsterne i Ruds Vedby ved Sorø kan hoppe i Danmarks første friluftsbad med biologisk rensning, når badesæsonen begynder til maj næste år. Det bliver et "grønt" friluftsbad med nul klor og en Co2 belastning, der er fire gange lavere end, hvis badet skulle drives traditionelt og med en forventet årlig energibesparelse på næsten en kvart million kroner. Det skriver ingeniørvirksomheden Grontmij A/S i en pressemeddelelse.

Det er samtidig en rensningsmetode, som har store perspektiver for de friluftsbade, som står over for renovering i fremtiden. Badevand og klor har altid hængt sammen som sommer og sol, men klor er ikke længere nødvendigvis det foretrukne desinfektionsmiddel. Indtil for få år siden var det ikke tilladt overhovedet at etablere offentligt tilgængelige friluftsbade uden brug af klor, men det blev ændret, da Naturstyrelsen i samarbejde med Sundhedsstyrelsen lavede retningslinjer for "svømmesøer med biologisk vandrensning" til brug for kommunernes drift og kontrol af denne nye form for offentlige bade i Danmark.

Recirkulering i stedet for klor

I svømmesøer recirkulerer man vandet, men man tilsætter ikke klor. Man fjerner i stedet de skadelige bakterier i et biologisk filter, der ligger i en sø ved siden af bassinerne. I Ruds Vedby på Vestsjælland har man længe ønsket at ombygge det eksisterende friluftsbad til en svømmesø. Nu skal drømmen realiseres, og det første spadestik tages tirsdag den 2.december:

- Ruds Vedby Friluftsbad er et stort aktiv for lokalsamfundet, og det er meget positivt, at det nu er lykkedes at finde en model, som gør det muligt både at renovere friluftsbadet og at finde en økonomisk farbar erstatning for det nedslidte kloranlæg. Samtidig er det spændende, at vi nu bliver pionerer i forhold til biologisk rensning, og jeg ved, at man mange andre steder i landet følger projektet med stor interesse, siger Gert Jørgensen (K), borgmester i Sorø Kommune.

Projekter er en del af kommunens ESCO-samarbejde med energispecialisten Schneider Electric, som siden 2010 har været totalentreprenør på en omfattende energirenovering, hvor firmaet har garanteret store energibesparelser ved renovering af 50 af kommunens ejendomme.

Efter tysk forbillede

Badevandskvaliteten har været et vigtigt omdrejningspunkt i projektet, og her er der skelet meget til Tyskland, hvor der er etableret cirka 140 offentlige friluftsbade af denne art. Her har man nemlig videnskabelig dokumentation for det biologiske filters faktiske vandrensningsevne. Den rådgivende ingeniørvirksomhed Grontmij har været konsulent omkring sikring af badevandet:

- Vi har været med til at indføre en ny metode i Danmark til rensning af svømmebadsvand, som er mere skånsomt for både de badende og miljøet. Samtidig sikrer vi vandkvaliteten gennem et nyskabende kontrolprogram, som er lavet sammen med Statens Seruminstitut. Det er en metode, som har store perspektiver for de friluftsbade, som står over for en renovering i fremtiden, siger Morten Asp Hansen, projektleder hos Grontmij.

Det biologiske filter etableres af anlægsgartnerfirmaet Junckerhaven Aps. Virksomheden har introduceret svømmesø-teknologien i Danmark og bygget en række større og mindre svømmesøer inden for de sidste 10 år. Du kan læse mere om den nye form for badevand her: www.svømmesø.dk


Nyhedsoverblik